Det vil gå »mærkbart ud over brandvæsenets kvalitet og borgernes sikkerhed«, hvis der bliver gennemført de omfattende besparelser på de kommunale brandvæsener, som Beredskabsstyrelsen, Indenrigsministeriet og Finansministeriet har lagt op til. Det mener Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, som i en udtalelse samtidig kritiserer en ny analyse af det danske redningsberedskab for ikke at være objektiv. Det er nemlig alene Beredskabsstyrelsen og statslige embedsmænd, der har været med i arbejdsgruppen, mens de kommunale brandchefer ikke fik lov at deltage. Analysen, der blev fremlagt i sidste uge, konkluderer ud fra en undersøgelse af ni kommuner, at brandvæsenerne i kommunerne er overdimensionerede, og at der kan spares mindst 63 millioner kroner om året ved at rykke ud med færre slukningskøretøjer og mindre mandskab. »Beredskabscheferne står helt uforstående over for besparelserne. Ikke mindst fordi det danske beredskab i forvejen er det billigste i Skandinavien«, skriver beredskabscheferne. Rapporten viser, at der i Danmark bruges 296 kroner per indbygger på beredskabet, mens der i Norge bruges 420 kroner og i Sverige 530 kroner. »Det kan da godt være, at vi i bymæssig bebyggelse, hvor der er kort kørevej, kan slukke en brand i udbrud med en lille styrke. Men skal vi ud til en brand med lang kørevej, hvor branden har udviklet sig, så risikerer vi at blive for få«, siger Henning Holm Johansen, der er formand for beredskabscheferne. Han peger på, at rapporten lægger op til, at der skal gennemføres risikovurderinger i de enkelte kommuner, som beredskabet så skal indrettes efter. »Så er det da den omvendte verden at starte med at spare, før man har foretaget den risikovurdering. Jeg vil ikke udelukke, at man kan spare nogle steder, men man må da se risikovurderingen først, og måske skal man så bruge flere penge andre steder«, siger han. De kommunale beredskabschefer undrer sig over, at der i den nye analyse »er gjort utrolig meget for at forklare det statslige beredskabs betydning for samfundet. Det er ikke objektivt«, skriver de. Afdelingschef Kjeld Kjeldsen fra Indenrigsministeriet, der var formand for arbejdsgruppen, vil ikke kommentere beredskabschefernes kritik, før han selv har modtaget den: »Nu holder vi en høringsrunde, og når kommentarerne er kommet ind, vil der blive en politisk forhandling«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























