Nemmere at inddrive kommunal gæld

Lyt til artiklen

Lysten til at betale af på gælden til det offentlige drukner i krav og breve fra ikke mindre end fire instanser: Told & Skat, fogedretten, det sociale nævn og kommunen. En oprydning i de opkrævende instanser fra fire til én betaler sig. På to måder, mener Kommunernes Landsforening (KL), som i dag stiller en stribe forslag om regelsanering til regeringen som start på forhandlingerne om næste års økonomi. »Vi oplever, at skyldnerne helt opgiver at begynde at afdrage på deres gæld, når der kommer forskellige meldinger fra de fire instanser. Hvis borgerne fremover får én enkelt person i kommunen at holde sig til, er chancerne for en overkommelig afdragsordning langt større, så vi får pengene hjem. Samtidig giver det også kommunerne en økonomisk lettelse, fordi det er en effektivisering af administrationen«, siger kontorchef Peter Ravnholt, KL, som baggrund for forslaget. Klager skal samles ét sted Forslaget indebærer, at borgernes eventuelle klager over, hvad det offentlige trækker i lønnen, også skal samles ét sted - nemlig det lokale skatteankenævn. Yderligere ønsker kommunerne en klarere arbejdsdeling af inkassovirksomheden, så staten tager sig af at inddrive penge fra skyldige virksomheder, mens kommunerne sørger for at kratte penge hjem fra borgerne. Med udgangen af 2000 skyldte danskerne kommunerne 12,5 milliarder kroner, og de store poster er ikkebetalt underholdsbidrag - det er godt tre milliarder - og halvanden milliard, som skal betales tilbage i kontanthjælp. Kommuner kræver forenkling af regler De i alt 42 forslag til regelforenkling er et af kommunernes modkrav, hvis budgetterne for 2003 skal holde sig inden for regeringens snævre rammer med både et skattestop og samtidig meget lav vækst på højst 0,7 procent. Finansminister Thor Pedersen (V) vil ikke kommentere kommunernes krav forud for forhandlingerne i dag. Venstre positive Men Venstres finansordfører, Kristian Jensen, erklærer sig generelt meget positiv over for kommunernes ønsker om friere rammer og regelforenkling. »Det er en god idé at samle det administrative arbejde med f.eks. klager, men vi skal være opmærksomme på, at vi ikke kommer til at svække borgernes retssikkerhed«, siger Kristian Jensen. Når det gælder opkrævning hos borgerne, understreger Kristian Jensen, at Venstre lægger vægt på at bevare det lægmandselement, som i dag er i skatteankenævnet. »Jeg vil nødig undvære, at vi har lægmænd med til at vurdere skattesagerne. Men samtidig kan det måske være svært for lægmænd at vurdere hele det kommunale område. Sådan nogle ting skal vi overveje i en ny model«, siger han. Kommuner ønsker ret til brugerbetaling På kommunernes ønskeseddel står bl.a. også nedlæggelse af kommunale råd og nævn, mere fleksible krav til kommunal pligtannoncering og udbud, bedre muligheder for at andre end seminarieuddannede lærere kan undervise i folkeskolen samt øget brugerbetaling. VK-regeringen vil kun acceptere brugerbetaling, som ikke er i strid med skattestoppet. »Det vil sige, at det skal være på områder, hvor borgeren har et reelt frit valg, og provenuet skal gå til at sænke andre skatter. Hvis det er opfyldt, er vi åbne over for at diskutere brugerbetaling«, siger Kristian Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her