Peter Brixtofte går en tredjedel ned i løn, efter at han har trukket sig fra borgmesterhvervet i Farum, men han vil fortsat få en månedlig check fra kommunen. Den skal resten af hans dage udbetale borgmesterpension til ham. Udbetalingen begynder i næste måned. Efter eget ønske er Peter Brixtofte forblevet under de gamle regler, da pensionsordning for borgmestre blev ændret i 1990'erne, oplyser personalekonsulent Lars Møller Hansen, Farum Kommune. Det betyder, at Brixtofte efter 16 år som borgmester har krav på pension fra den dag, han afgår som borgmester. Slipper billigere Pensionen er på godt 297.000 kroner årligt, men nedsættes til det halve, fordi han også får vederlag som medlem af Folketinget, oplyser Indenrigsministeriet. Det er Farum Kommune, som skal betale pensionen, og derfor slipper billigere, så længe Brixtofte sidder i Folketinget. Som folketingsmedlem får han godt 496.000 kroner i vederlag samt et skattefrit omkostningstillæg på knap 48.000. Når dertil lægges den lille halve million, han hidtil har fået i borgmesterløn, har Peter Brixtoftes årsløn som politiker lige rundet millionen svarende til en månedsløn på næsten 87.000 kroner. Den falder nu til lidt under 58.000 kroner eller godt 692.000 kroner om året. Pension under alle omstændigheder Hvis den nu 52-årige Brixtofte ikke selv havde sørget for at blive under den gamle pensionsordning, ville han først have fået borgmesterpension, når han blev 60 år. Til gengæld ville han efter sin afgang have fået en særlig efterløn, der i kraft af hans lange borgmestertid ville svare til en årsløn. Halvdelen ville blive udbetalt straks, mens resten ville blive fordelt over de efterfølgende seks måneder. Efter reglerne skal en borgmester have haft hvervet i mindst otte år for at få ret til pensionen. Indtil da må afgåede borgmestre nøjes med efterlønsordningen, der giver halvanden månedsløn for hvert påbegyndte år som borgmester - dog maksimalt 12 månedslønninger. Reglerne fastsættes af Indenrigsministeriet, mens det er den enkelte kommune, som selv må betale.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























