Gode rødvine, store mobilregninger og masser af udlandsrejser. Det lyder som Kurt Thorsen, men det er Peter Brixtofte. Historien om den forhenværende Farumborgmesters overforbrug af kommunale penge fik et nyt og digert kapitel, da Farum Rådhus fredag eftermiddag gav medierne aktindsigt i yderligere 925 sider med bilag fra repræsentations- og rejsekonti i den lille kommune med de store udgifter. Peter Brixtofte og hans håndgangne Venstre-folk har formået at drive lokalpolitik langt fra hjemmet, og det har kommunekassen kunnet mærke. Bunken beretter om ture til Milano, Quebec, Manchester, Vilnius, Jerusalem, Leipzig, Finland, Zürich, Wien, Barcelona og Gran Canaria. Sjovest har det tilsyneladende været i venskabsbyen Vilnius, som har haft besøg i september 2000 samt april og maj 2001. Fem nætter på Shakespeare Hvor mange der har været med, fremgår ikke præcist af bilagene, men på første tur i september 2000 er der tilsyneladende betalt for seks værelser på Hotel Shakespeare - to af dem har været lejet ud i fem nætter, de andre fire i tre nætter. Det har kostet Farumborgerne 26.163 kroner med dagens dollarkurs. For at få et overblik over Vilnius har det åbenbart været nødvendigt med en helikoptertur til 20.250 kroner den første dag. Dagen efter spiser Farumdelegationen gallamiddag, hvor der er 13 til bords - den koster 19.500 kroner. Middagen foreviges via et fotografi til 1.215 kroner. Med transport til lufthavn, lidt drikkevarer og noget, der optræder som tre gange repræsentativ assistance til 607 kroner stykket ender Hotel Shakespeares regning på 75.300 kroner. I midten af april 2001 er der igen Farumfolk på Hotel Shakespeare, tilsyneladende på to værelser, hvor de nyder godt af noget, der bogføres om »Extra services in Shakespeare« til hele 7.695 kroner. Den samlede hotelregning er på 13.100 kroner. I slutningen af april og begyndelsen af maj måned lægger Hotel Shakespeare så ni værelser til Farum-udsendinge for godt 35.800 kroner. Ingen af rejserne til Vilnius er forsynet med noter, der fortæller om formål eller deltagerliste. Her er en regning for otte flybilletter til Manchester mere oplysende, den viser, at Peter Brixtofte og syv andre brugte 53.134 kroner på at blive transporteret til den vestengelske fodboldby 3. november 1998 og hjem to dage efter. Hvorfor de skulle af sted, og hvad de ellers brugte undervejs, fortæller bilagsbunken ikke, men rejsen har i hvert fald givet den fodboldglade borgmester mulighed for at se Brøndby spille Champions League-kamp mod Manchester United 4. november. Brødby tabte i øvrigt 5-0. Stor rejseaktivitet Hvor meget Peter Brixtofte har rejst for de seneste år, fortæller bilagene ikke, der mangler stadig at blive gravet en del frem i skabene på Farums Rådhus, men intet tyder på, at borgmesteren skar ned på udlandsturene, da de økonomiske problemer sidste år gjorde det nødvendigt at låne 450 millioner kroner for at betale kommunens regninger. En af dem tyder nemlig på, at Peter Brixtofte var en del uden for landets grænser i tredje kvartal af 2001, hvor den veltalende borgmester nåede at tale i mobiltelefon for 24.607 kroner og 60 øre. De 22.625,97 kroner er betaling for samtaler foretaget, mens Brixtofte var i udlandet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























