Pia K. ville ydmyge Bendtsen

Lyt til artiklen

Drop Bendt Bendtsen. Dan en ren Venstre-regering. Sådan lød kravet fra Pia Kjærsgaard til Anders Fogh Rasmussen efter folketingsvalget i november sidste år. Dansk Folkepartis leder var stærkt fristet til at trække sin støtte til Fogh tilbage, medmindre han kasserede de konservative. »Det skal på dette sted ikke skjules, at det var meget meget tæt på, at dette krav blev DF's ultimative, men at Anders Fogh Rasmussen på tomandshånd med DF's ledelse slog syv kors for sig ved tanken om at skulle blive nødt til at ofre de konservative for at få statsministerposten«. Sådan skriver Søren Espersen - Dansk Folkepartis magtfulde pressechef - i bogen 'Exit Nyrup', der udkommer på tirsdag. Allerede på valgnatten pustede Dansk Folkeparti sig op til et bagholdsangreb på Det Konservative Folkeparti, som trods langt færre mandater indtog en selvfølgelig plads ved siden af Venstre i den kommende regering. Med hele 22 mandater i ryggen kunne Pia Kjærsgaard ikke længere skjule sin modvilje mod de »arrogante« konservative og deres formand, Bendt Bendtsen. »Af ren og skær loyalitet mod Anders Fogh Rasmussen besluttedes det så kort tid før dronningerunden alligevel, at Dansk Folkepartis råd skulle være, at Anders Fogh Rasmussen skulle udnævnes til forhandlingsleder - med henblik på dannelsen af en VK-regering«, skriver Søren Espersen videre. Forløbet bekræftes af Pia Kjærsgaard, og det modsiges ikke i Statsministeriet. Søren Espersen er ædende ond over for de konservative. Han skriver, at Bendt Bendtsen allerede på det konservative landsråd i 1999 tordnede mod Dansk Folkeparti fra talerstolen - »sikkert for at afstive sig selv i sin nye rolle«. De to andre konservative ledere, Lene Espersen og Brian Mikkelsen, er ifølge Søren Espersen ikke »et hak mere imødekommende over for Dansk Folkeparti«. Således gjorde det et skidt indtryk, da Brian Mikkelsen efter euroafstemningen vrængede ad den presseombruste Pia Kjærsgaard: »Bræk, bræk, bræk!«. Alvorlig jalousi »Bag denne konservative frustration over Dansk Folkeparti brændte, og brænder beklageligvis, en alvorlig jalousi - som bestemt ikke klæder partiet, og som kun den socialistiske opposition for alvor kan bruge til noget«, lyder det i Søren Espersens kapitel i bogen, der er redigeret af journalisten Henrik Qvortrup, og som ved hjælp af en række bidragydere forsøger at forklare Poul Nyrup Rasmussens valgnederlag. Denne »mere og mere usle« optræden fra de konservatives side gjorde det svært for Dansk Folkeparti at støtte en VK-regering. Baglandet brokkede sig også over udsigten til at se Bendt Bendtsen ved siden af Anders Fogh - mens Pia Kjærsgaard bare skulle lægge mandater til. »I mails, breve og telefonopringninger til Dansk Folkepartis ledelse« krævede baglandet, at ledelsen satsede på en ren Venstre-regering. Efterfølgende er det svært at forklare baglandet, at det ikke blev til noget, erkender Søren Espersen. Men ved næste valg vil Pia Kjærsgaard også spille en helt anden melodi på klaveret, afslører pressechefen. »Fortsætter Dansk Folkepartis fremgang ved næste valg, er det bestemt heller ikke sandsynligt, at partiet vil fortsætte med at tilfredsstille det politiske miljøs selvfølgelige forventning om, at DF ikke vil være et regeringsparti«. Det er jo, fastslår Søren Espersen, »ethvert seriøst partis ambition at få regeringsmagten, for det er nu engang dér, det sner«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her