Ulovlighederne fortsætter tilsyneladende i Farum Kommune. På kopier af repræsentationsbilag er navne udstreget eller kopieret bort, hvilket efter forvaltningseksperten Oluf Jørgensens mening strider mod loven om offentlighed i forvaltningen. Situationen er opstået, efter at pressen i sidste uge fik udleveret kopier af godt 1200 bilag fra borgmester Peter Brixtoftes (V) repræsentationskonto. Beskyttelse af firmaer Bilagene afslørede kæmperegninger fra borgmesterens restaurationsbesøg, rejser og hotelovernatninger. Flere oplysninger er imidlertid streget ud eller kopieret bort. Ifølge økonomidirektør i kommunen, Hans Jørgen Brink, har medarbejderne gjort det for at skjule navne på private virksomheder. »Det er en stående beslutning i kommunen, at vi ikke afslører navne på private virksomheder«, siger han til Ritzau. Ekspert: Ulovlig udeladelse En sådan form for redigering af bilag er imidlertid ikke juridisk holdbar, fastslår Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole. »Efter min vurdering har de undtaget oplysninger, som de ikke er berettigede til at undtage. Det er brud på offentlighedsloven«, vurderer han overfor Ritzau. Det har i forvejen været en længere kamp at få adgang til repræsentationsbilagene. Siden sommeren 2001 har de to B.T-journalister, hvis historier fik Farum-skandalen til at rulle, søgt om aktindsigt i bilag fra blandt andet Restaurant Sepp, Farum Park og Bregnerød Kro. Men først efter forhalinger i byrådet og først syltning i og siden trusler om dagbøder til byrødderne fra Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt kunne en undrende offentlighed få syn for sagen med hensyn til Farum-borgmesterens vellevned. Sponsormiddag betalt to gange Samtidig synes et nyt punkt at være på vej ind på listen over anklager mod borgmester Peter Brixtofte. Dagbladet B.T beskriver i dag, hvordan kommunen betalte 158.000 kroner for en sponsormiddag i Spanien for erhvervsfolk og folk fra Farum Boldklub. Men formanden for sponsorforeningen Farum & Erhverv, Annie Gøde Andersen, der også er chef i Nordeas filial i Farum, siger til avisen, at sponsorerne selv betalte. »Farum & Erhverv kan meddele, at det ikke har været tilfældet, at kommunen har betalt for middagen, idet alle de fællesarrangementer, der fandt sted i forbindelse med La Manga turen, alene har været betalt af rejsedeltagerne og var således inkluderet i billetprisen«, skriver hun i et brev til sponsorerne. Hvis sponsorerne selv har betalt deres middag, kan det blive en sag for politiets bedrageriafdeling, hvor de 158.000 kroner fra kommunen er blevet af.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























