Borgmesterfarcen kører videre i Farum

Lyt til artiklen

Borgmesternavnene fyger gennem luften i Farum. I aftes skulle det være Henrik Jerger (V), i eftermiddags løsgængeren Paul Wactell og nu er venstremanden Lars Carpens på vej til at sætte sig i borgmesterstolen i den omstridte kommune. Venstre-oprøreren Erik Fuchs bekræfter over for Ritzau, at han har indgået en aftale med sit parti om at pege på Lars Carpens (V) som ny borgmester. Dog på betingelse af, at Brixtofte afleverer en skriftlig erklæring på, at han trækker sig fra både borgmesterpost og byråd. Sker det, er der igen flertal for en Venstre-kandidat som Peter Brixtoftes afløser. Kræver skriftlig erklæring fra Brixtofte Erik Fuchs forlod tilbage i marts måned sin og borgmester Peter Brixtoftes byrådsgruppe og slog sig sammen med oppositionspartierne for at få borgmesteren fjernet og indsat en skyggeborgmester. Men nu bakker han igen op om sit parti og peger på en af sine partifæller. Dermed skrives der endnu et kapital i farcen om borgmesterstolen i Farum, der har nået nye højder, efter at Peter Brixtofte i lørdags bekendtgjorde, at han ville trække sig fra borgmesterposten. Venstremand bliver løsgænger Søndag aften valgte Venstres byrådsgruppe at pege på Henrik Jerger (V) som ny borgmester. Erik Fuchs var ikke inviteret med til mødet, men det var Morten Pflug, en anden af Venstres byrådsgruppes frafaldne medlemmer. Med Pflug tilbage i gruppen kunne Venstre mønstre et flertal i Farum Byråd for Jerger. Men i eftermiddag mistede Jerger borgmesterposten, allerede inden han fik overdraget kæden, da Morten Pflug forlod Venstre-gruppen for at blive løsgænger og samtidig trak sin støtte til Jerger. Morten Pflug begrunder sin beslutning med, at Brixtofte har begået aftalebrud, idet han nu er i tvivl om, hvorvidt han alligevel vil trække sig fra byrådet. Pflug pegede i stedet på løsgængeren Paul Wachtell, der nåede at være den varmeste kandidat til borgmesterstolen i cirka en time, før Erik Fuchs overraskende bakkede op om en af sine egen partifæller. Jerger kontaktede Fuchs Det var den vragede kandidat, Henrik Jerger (V), der kontaktede Erik Fuchs for at sikre sig hans tilslutning til Lars Carpens (V) som ny borgmester. Fuchs har tidligere afvist at bakke op om Jerger med den begrundelse, at Brixtofte har for stor indflydelse på Jerger. »Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde. Det er latterligt og absurd, og jeg synes, det er politisk umodent af Morten Pflug at handle på den måde, siger en dybt skuffet Henrik Jerger til Ritzau. »Men nu må vi simpelthen se af at komme videre. Jeg må jo leve med, at det alligevel ikke blev mig, der skal være ny borgmester, og så er det vigtigste at sikre, at det er en Venstre-mand. Men Farums borgere må være ved at brække sig over det her«, siger Henrik Jerger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her