Videnscenter for Ligestilling, der nedlægges som led i regeringens sanering af råd, nævn og udvalg, kommer til at genopstå som et forskningscenter på Roskilde Universitetscenter (RUC). »Vi har fået formelt tilsagn fra RUC om, at de gerne vil huse os. Men vi er i gang med forhandlinger for at få de juridiske formaliteter på plads«, siger videncentrets direktør, Karen Sjørup. Til det sidste har der været politiske bestræbelser på at redde videncentret eller i hvert fald en del af centrets opgaver fra at forsvinde ud af ligestillingsloven. Men et møde i Folketingets politisk-økonomiske udvalg i sidste uge viste, at regeringen med Dansk Folkepartis støtte har flertal for helt at sløjfe videnscentret i loven. Planen er nu, at Videnscenter for Ligestilling skal etableres som eksternt finansieret forskningscenter ved RUC. Det betyder, at centret skal være økonomisk selvkørende i kraft af forskningsopgaver udefra. Forskningsopgaver Videncenter for Ligestilling har i de små to år, centret har eksisteret, tiltrukket en række store forskningsopgaver, som blandt andet finansieres af EU-midler. Andre projekter om ligestilling betales af kommuner eller fagforeninger. Modellen med eksternt finansierede forskningscentre kendes i forvejen på en række af landets universiteter. Blandt andet huser RUC i forvejen Center for Ungdomsforskning. »Der skal ikke knyttes nogen uddannelse til centret. Men tanken er, at det videnskabelige personale skal bidrage til undervisningen på RUC med en vis del af deres tid«, siger Karen Sjørup. Nedlæggelsen af Videnscenter for Ligestilling ventes vedtaget i Folketinget inden sommerferien og træder formentlig i kraft pr. 1. juli. En del medarbejderne er væk En del af medarbejderne har allerede forladt centret til fordel for job andre steder. Videnscentret er i gang med at afklare, hvor mange af de tilbageblevne 13 fastansatte der kan flytte med til RUC. Karen Sjørup, der før udnævnelsen til direktør for videnscentret var prorektor for RUC, har orlov fra universitetscentret og har dermed en fast stilling at vende tilbage til.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























