Overforbruget på Farum Rådhus har kostet kommunens skatteborgere dyrt, men skandalen ser nu ud til at ramme eksborgmester Peter Brixtoftes (V) privatøkonomi. Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt bad tirsdag Farum Kommune undersøge, om det er muligt at få byrådsmedlemmer og borgmester til at betale penge tilbage, hvis de uden gyldig forklaring har spist og drukket på kommunens regning. Kan blive dyrt for Brixtofte Det er en øvelse, som kan blive dyr for Peter Brixtofte, som er gået i spidsen for et fråseri, der de seneste år har kostet Farum Kommune mere end ti millioner kroner af repræsentationskontoen. Hvis Brixtofte ikke kan sandsynliggøre, at han var på arbejde som borgmester, når han gav dyre middage med kostbare vine, skal han betale pengene tilbage til kommunekassen. Pligt til at sondre »Det er jo borgmesteren, der har pligt til at sondre mellem, om han inviterer en person ud i sin funktion som borgmester eller som privatperson. Er det uden kommunal interesse, så må han selv betale regningen«, siger jurist i tilsynsrådet Jakob Næsager. Den bunke af bilag, Farum Kommune udleverede i sidste uge, vrimler med regninger, der ikke ser ud til at høre hjemme i kommunens bogholderi. Det drejer sig blandt andet om arrangementer for Venstres byrådsgruppe og bestyrelse, og regninger for frokoster og middage, hvor det ikke oplyses, hvem Brixtofte har spist med. Den tidligere borgmester kan også blive den endelige modtager af regninger for golfkøller, Jumbobøger og blomsterbuketter til familien, der tilsyneladende er betalt af kommunen. Indirekte ansvar De byrådsmedlemmer, der har stemt for regnskaberne - og dermed indirekte har godkendt restaurantregningerne - bærer ansvaret. Men det er urealistisk, at fritidspolitikerne vil blive stillet til regnskab for, hvem borgmesteren inviterer på middag. Dermed vokser omkostningerne for Brixtofte, der tirsdag betalte en politisk pris for sin hovedrolle i Farum-skandalen. Ekskluderet og undsagt Han blev ekskluderet af partiets folketingsgruppe og undsagt af statsminister og partiformand Anders Fogh Rasmussen (V). Han mener ikke, at eksborgmesteren lever op til Venstres principper om »åbenhed, ydmyghed over for magten og respekten for skatteborgernes penge«. »Hvis man ikke grundlæggende respekterer disse værdier, hører man ikke til i Venstres folketingsgruppe«, sagde Fogh, som samtidig forsøgte at presse den lokale Venstreforening i Farum til at smide Peter Brixtofte helt ud af partiet. Vælgerforening står fast Det signal bliver ignoreret af en enig vælgerforening i Farum. »Det er hektisk lige i øjeblikket, men vi må holde hovedet koldt og lade være med at slagte en mand, der ligger ned, og som ikke er dømt for noget endnu«, siger bestyrelsesmedlem Anne Obarzanek.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























