Fogh gør Nyrups arbejde

Lyt til artiklen

Hvis nogen havde troet, at Poul Nyrup Rasmussen (S) kunne trække stemmer til Socialdemokratiet ved at være nærmest usynlig i mediebilledet, havde de helt ret. Vælgerne vender tommelfingeren opad til S på bekostning af statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstre. Selvskabte problemer »Det er ikke socialdemokratiets egen fortjeneste, for man kan ikke se, hvad de har lavet i det sidste halve år efter valget. Baggrunden er snarere regeringens egne problemer«, siger valgforsker Hans Jørgen Nielsen fra Københavns Universitet. Omvendt har regeringen ikke længere den goodwill, som en ny regering traditionelt har i månederne efter et folketingsvalg. Men det er en tendens, der kendes fra tidligere, hvor fremgangen stopper efter et stykke tid, påpeger Hans Jørgen Nielsen. »De lavet nogle markante ting på især områder som miljø- og udlændingeområdet, og det har helt sikkert fornærmet nogen«, siger han. 'Måske har vi taget for hårdt fat' Venstres gruppeformand Christian Mejdahl erkender, at nogle vælgere »måske reagerer fordi de mener, at regeringen har taget for hårdt fat«. »Selvfølgelig er der en stor forskel på vores valgresultat og så tallet nu. Men der er stadig borgerligt flertal i Folketinget og regeringen kan gennemføre sin politik, som den vil. Når de ser virkningen af vores politik, så er jeg helt sikker på, at vælgerne kommer tilbage igen«, siger han. 'S bør skifte kurs' Valgforskeren vil dog ikke anbefale, at Socialdemokratiet forsætter ad samme kurs, hvis fremgangen i meningsmålingen skal fastholdes eller udbygges. »Fortsætter Socialdemokratiet med at holde lav profil, bliver de totalt afhængige af Foghs eventuelle dumheder. Det kloge Nyrup kan gøre er at genskabe billedet af, at Socialdemokratiet er de bedste til velfærd«, siger Hans Jørgen Nielsen. Dobbelttydig Farum-sag Valgforskeren er mere usikker på, hvorvidt Peter Brixtoftes dybe problemer i Farum har smittet af på Venstre i form af en landspolitisk effekt. I positiv retning taler nemlig, at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har markeret en meget bestemt linie med en afstandstagen til Brixtofte, mener han. DF på den grønne gren For Dansk Folkeparti er målingen også balsam for øjnene. Pia Kjærsgaard og co. står til en gevinst på knap en procent i forhold til sidste Vilstrup-undersøgelse. »Det er bemærkelsesværdigt, at Dansk Folkeparti går frem, for de plejer at have det lidt svært i opinionsmåligerne, fordi nogle ikke vil sige, at de stemmer på dem«, siger Hans Jørgen Nielsen. 'Vi gør os gældende' Flere havde spået, at Dansk Folkeparti ville komme til at betale en regning for at tage ansvar i politik. Sådan er det ikke gået indtil videre. »Det er da dejligt, men vi arbejder altså fuldstændig upåvirket, om målingen går den ene eller den anden vej. Vi er med i aftaler, og vi gør vores indflydelse gældende, og jeg tror, at det er det vælgerne belønner«, siger Pia Kjærsgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her