Børn anbragt uden for hjemmet modtager så ringe en undervisning, at deres færdigheder halter langt bag efter jævnaldrende unge. Derfor opnår de 2.500 elever, der i dag bliver undervist på døgninstitutioner og opholdssteder, kun boglige færdigheder, der svarer til 5. klasse, selvom de er fyldt 15-16 år. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der bliver offentliggjort i dag. Lektor Inge Bryderup, forskningsleder på undersøgelsen, siger: »Institutionerne hænger meget fast i at forstå barnets problemer i stedet for at tænke på barnets fremtidige behov for kompetencer, så det er et fåtal, der får folkeskolens afgangsprøve«. Fortørnede ministre Både socialminister Henriette Kjær (K) og undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) er alarmerede over konklusionerne. De langer begge voldsomt ud efter kommunerne, der har ansvaret for at føre tilsyn med undervisningen. »Undersøgelsens resultater må give en række kommuner en meget dårlig smag i munden. Vi har her at gøre med sårbare børn. Hvis de derudover får en undervisning, som er af så ringe kvalitet, at de reelt set kun får læse- og matematikfærdigheder på 5. klasses niveau, mener jeg, at vi har svigtet«, siger Ulla Tørnæs (V). I Kommunernes Landsforening (KL) erkender man, at tilsynet med undervisningen af anbragte børn kan blive bedre. Men »i stedet for at slå os i hovederne burde ministrene invitere til dialog«, siger formand for KL's Børne- og Kulturudvalg, Bjørn Dahl (V). Alvorlige skader Han minder om, at anbragte børn ofte har så alvorlige skader på krop og sjæl, at det virker som en barriere for indlæringsevnen: »Jeg kan godt blive bange for, at undervisningsministeren nu vil sidestille anbragte børn med 'normale' børn. Det nytter jo ikke noget at starte med pen og papir, når barnet ligger på gulvet«. Samme budskab lyder fra Landsforeningen for Opholdssteder og Skolebehandlingstilbud (LOS). »Jeg kan godt frygte, at politikerne nu farer frem og forlanger, at disse børn og unge bare skal terpes noget mere. I forvejen har man i årevis givet dem mere af det, de ikke kan, og det gør det hele værre«, siger sekretariatsleder Geert Jørgensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























