Aflysning af undervisningstimer, nedslidte undervisningslokaler, ringere forskning og fyringer af lærere bliver resultatet, hvis ikke landets første selvejende universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), får tilført massive midler fra staten nu. Det oplyser DTU's rektor, Lars Pallesen, som direkte frygter, at universitetet kan gå fallit. »Uden flere midler vil alle vores aktiviteter blive ramt. Det vil gå ud over både undervisningen og forskningen. Jeg frygter en økonomisk fallit i løbet af en længere årrække, hvis vi ikke får hjælp nu«, siger Lars Pallesen. Afskrivning på bygninger DTU skal som selvejende institution afskrive værdien på sine bygninger. I regnskabet bliver det en millionudgift for universitetet, der bliver nødt til at skære ned andre steder for at få pengene til at passe. Universitetet har foreløbig bedt staten om 50 millioner kroner ekstra for at løse situationen, men Politiken erfarer, at dette beløb vil vokse markant i løbet af de næste år, hvis der ikke sker et politisk indgreb. »En konsekvens kan være fyringer af et trecifret antal lærere, men jeg er optimist og tror, at vi snart finder en løsning«, siger Lars Pallesen. En sag for Finansministeriet Forskningsministeriet oplyser, at sagen er sendt videre til Finansministeriet, som arbejder på højtryk for at udrede omfanget af de økonomiske problemer. Imens frygter de studerende, at kvaliteten af deres undervisning bliver forringet. Det var den socialdemokratiske forskningsminister Birte Weiss, som i sin tid gav grønt lys for DTU's selvejekonstruktion. Idéen var at give universitetet mere økonomisk frihed med en ekstern bestyrelse, som skulle stå for universitetets drift. Reformplaner DTU-sagen kommer, samtidig med at VK-regeringen har omfattende reformplaner for resten af landets universiteter. De skal i løbet af de kommende år overgå til selveje efter DTU's forbillede, men universitetsrektorerne beder nu regeringen om sætte tempoet ned. »Det her viser, at regeringen skal undersøge idéen om selveje fuldt ud, før den overføres til de andre universiteter. Ellers får vi de her meget slemme overraskelser«, siger rektor på Københavns Universitet Linda Nielsen. DTU's bestyrelsesformand, Mogens Bundgaard Nielsen, erkender, at universitetet har »økonomiske problemer«, og Venstres forskningspolitiske ordfører, Hanne Severinsen, forventer, at sagen nu tages op af de relevante ministre. Hverken forskningsminister Helge Sander (V) eller finansminister Thor Pedersen (V) ønsker at udtale sig, før embedsmændene har kigget på baggrunden for millionunderskuddet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























