Hotte gymnasier trækker

Lyt til artiklen

Mange af de godt 21.000 skoleelever, der har søgt om at komme i gymnasiet, venter nu spændt på, om de får deres hedeste ønske opfyldt eller må nøjes med deres anden- eller tredjeprioritet. Eller - endnu værre - bliver henvist til et tilfældigt gymnasium, hvor der er plads. Spændingen er især stor blandt de ca. 4.400 elever, der har søgt ind på offentlige gymnasier i Storkøbenhavn. En opgørelse fra områdets gymnasiefordelingsudvalg viser nemlig, at antallet af skuffede elever formentlig bliver tre gange så stort som sidste år. Normalt bliver omkring to procent af ansøgerne henvist til gymnasier, de ikke har søgt. I år drejer det sig ifølge de foreløbige tal om 6,9 procent. Skæv søgning »Det skyldes, at søgningen er endnu mere skæv, end den plejer at være. Der er især interesse for at komme på visse gymnasier i Københavns centrum. Jeg kan ikke se anden forklaring, end at biografer, caféer, gode butikker og andet, der er vigtigt i de unges kultur, har fået en endnu større betydning«, siger Mogens Andersen, der er formand for fordelingsudvalget i det storkøbenhavnske område. Rysensteens Gymnasium ved Københavns Hovedbanegård og Christianshavns Gymnasium har til sammen fået 503 ansøgninger og henholdsvis 67 og 54 procent flere ansøgninger end for bare to år siden. I samme periode er antallet af ansøgninger til fem gymnasier på vestegnen faldet med cirka 10 procent fra 786 i 2000 til 707 i år. »Vi er oppe mod stærke kræfter, fordi hele ungdomskulturen tager udgangspunkt i downtown-livet, og de unge er mentalt mere mobile end for nogle få år siden. De er blevet så vant til at tage ind til byen, at det ikke betyder noget for dem at sidde i et S-tog eller en bus i tyve minutter - i hvert fald ikke, hvis de kører i den rigtige retning«, siger Mogens Andersen, der udtaler sig som rektor på Høje-Taastrup Amtsgymnasium. Tosprogede gymnasier fravælges Han er helt på det rene med, at den skæve søgning også i nogen grad skyldes fravalg af især et par gymnasier i Københavns Kommune, som har en stor andel af tosprogede elever: »Men de skoler får i år en langt mere blandet elevskare, fordi de får en langt større andel af henviste elever«. Ansøgerne får først brev med svar på, hvor de skal tilbringe deres gymnasietid, omkring sommerferien. Men det ligger allerede fast, at 'kun' omkring 85 procent mod normalt cirka 90 procent får opfyldt deres førsteprioritet. Til sammenligning kan nævnes, at 93 og 95 procent af ansøgerne i henholdsvis Århus og Frederiksborg Amter får opfyldt deres første ønske.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her