Den danske afdeling af menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har oplevet en eksplosiv tilgang af nye medlemmer efter 11. september. Mere end 8000 nye blev det til sidste år, så organisationen nu er oppe på godt 32.000 medlemmer og bidragydere. Dermed er 10 års tilbagegang i medlemstallet vendt. Fremgangen skyldes en skærpet bevidsthed om vigtigheden af menneskerettighederne og den hjemlige diskussion om terrorlovgivningen, mener generalsekretær Lars Normann Jørgensen. Også regeringens nu opgivne planer om at nedlægge Det Danske Center for Menneskerettigheder som uafhængig institution har skærpet manges bevidsthed om menneskerettighederne. Endelig har Amnesty en opsøgende hvervekampagne i gang, der har vist sig meget effektiv.
Medlemmerne strømmer til Amnesty
Lyt til artiklen