Et hotelværelse - men uden udsigt. I hvert fald ingen udsigt til egen lejlighed. Sådan er virkeligheden for rigtig mange boligløse i København. I årets første tre måneder har kommunen brugt mere end fem millioner kroner på at indkvartere husvilde familier og enlige på hoteller. Et højt beløb, set i forhold til år 2001, hvor kommunen endte med en hotelregning for hele året på små ni millioner kroner. For at spare penge åbner kommunen nu et nyt midlertidigt bosted for husvilde. Ikke hjemløse med alkohol- eller stofproblemer. Men mennesker, der har som 'eneste' problem, at de ikke har et sted at bo. Det nye boligtilbud får adresse på det gamle forsorgshjem Sundholm på Amager i lokaler, som Amager Hospital tidligere har rådet over. 60 små værelser bliver der plads til, og i kommunen forventer man, at de vil være optaget hele tiden. »Boligmangelen er et komplekst problem, der ikke lader sig løse nu og her«, siger socialborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF). Han kalder det »fuldstændigt vanvittigt« at bruge så mange skattekroner på hotelværelser til husvilde. Med det nye bosted regner kommunen med at spare fire millioner kroner om året. »Men det er jo kun tænkt som et midlertidigt tilbud, hvor folk kan bo, indtil de får deres eget sted. Og at skaffe dem dét, er den rigtig svære opgave. For det handler blandt andet om, at det skal være muligt at købe en bolig i hovedstadsområdet, selvom man ikke har vundet i lotto«, siger Bo Asmus Kjeldgaard. Det nye botilbud indvies i løbet af de kommende måneder. Prisen for et værelse bliver cirka 100 kroner pr. døgn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























