København opgiver rygere

Arkivfoto: Jens Dresling
Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Lukning af Center for Rygeafvænning kommer til at koste tusindvis af københavnere livet. Det konstaterer centrets leder, psykolog Henning Damkjær, efter at sundheds- og omsorgsudvalget i Københavns Kommune med et snævert flertal har besluttet at sløjfe centret for at spare fire millioner kroner om året. »120.000 københavnere er stadig rygere. Og vi ved, at halvdelen af alle rygere over en 20-årig periode vil dø af en rygerelateret sygdom, hvis de ikke holder op. Vi ved også, at mange københavnere gerne vil stoppe med tobakken. Men med lukning af centret falder hele kommunens rygeafvænningsarbejde til jorden«, siger Henning Damkjær. Han peger på, at centret har stået for de eneste gratis tilbud om rygeafvænning i kommunen. Apotekerne tilbyder også rygestopkurser, men de koster penge. Centerlederens bekymring deles af Københavns radikale sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø. De radikale og socialdemokraterne stemte mod forslaget, som kom fra SF og blev vedtaget med støtte af Enhedslisten, CD, Venstre og Dansk Folkeparti. »Tobaksrygning er et fokusområde i kommunens folkesundhedsplan, og i virkeligheden burde vi bruge mange flere penge på forebyggelse. Sundhedspolitikken skal gå på to ben - vi kan ikke nøjes med et velfungerende hospitalsvæsen, men må sætte ind med forebyggelse på alle de områder, hvor der er kendte årsager til sygdomme«, siger Inger Marie Bruun-Vierø. Center for Rygeafvænning blev offer for kommunens krav om, at der på sundheds-og omsorgsområdet næste år skal findes 52 millioner kroner til den såkaldte omstillingspulje. Puljen består af i alt 200 millioner kroner, som efter sommerferien skal fordeles ved de endelige budgetforhandlinger for næste år. På ønskeliste »Vi har sat Center for Rygeafvænning på vores ønskeliste til den pulje. Så jeg håber stadig, at det kommer i spil igen, når vi skal forhandle fordelingen af puljen«, siger sundhedsborgmesteren. Københavns Kommune er med Center for Rygeafvænning langt foran rygestoparbejdet i landets amter. Centret har eksisteret siden 1996 og har i den periode haft kontakt med op mod 30.000 rygere. På få år er det lykkedes at få bragt mængden af dagligrygere i København ned fra 40 til 30 procent. Center for Rygeafvænning indgår desuden sammen med Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen i Det Nationale Center for Rygestop, der skal bidrage til opbygning af relevante rygestoptilbud i hele landet. »Center for Rygeafvænning er et flagskib på området, og det har været meningen, at erfaringerne og den faglige ekspertise herfra skal bruges i amterne. Hvis centret nedlægges, får vi et problem på nationalt niveau, hvor det ikke kan undgås, at arbejdet bliver forsinket«, siger Jørgen Falk, Sundhedsstyrelsen. »Beslutningen i Københavns Kommune kommer helt bag på os. Vi har 16 millioner kr. liggende i Sundhedsstyrelsen, som skal bruges til opbygning af rygestoptilbud rundt om i landet, og to nye medarbejdere, betalt af Københavns Kommune med ansættelse i det nationale center, tiltræder netop i morgen« (i dag. red.). Med en lukning af det københavnske center vil også den landsdækkende 'Stop-linie' - en telefonisk rygestoprådgivning, som Sundhedsstyrelsen betaler hovedparten af - blive hjemløs. Forslaget om nedlæggelse af Center for Rygeafvænning kom helt uventet på udvalgsmødet fra SF's Marlene Krogh. »Alternativet var et forslag fra borgmesteren om at skære ned på den ekstra rengøringshjælp til de ældre, som vi indgik en aftale om sidste sommer«, siger hun. »Det vil SF ikke være med til. Vi har haft store problemer på ældreområdet i København, og vi mener, vi er nødt til at prioritere de ældre. Men vi er enige i, at Center for Rygeafvænning skal anbringes på ønskelisten«. Lykkes det ikke ved de endelige budgetforhandlinger at sikre penge til centret, mener Marlene Krogh, at en del af kommunens rygeafvænningstilbud kan overtages af Sund By-butikkerne, hospitalerne og de praktiserende læger. »Men det er os, der har stået for rygeafvænningstilbuddene i Sund By-butikkerne. Det er os, der har uddannet sundhedspersonalet på hospitalerne til rygestopinstruktører. Og det er os, de praktiserende læger trækker på og henviser til. Så den opfattelse bygger på en misforståelse«, siger Henning Damkjær.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her