Ikke for ny og ikke for gammel. I Vestsjællands Amt er der særlige krav til dåbsattesten hos de borgere, som skal have knoglerne undersøgt for mineraler ved en særlig dxa-scanning for at vurdere, om knoglerne er på vej til at blive skøre. Praktiserende læge Lasse Micheelsen, Kalundborg, raser over, at tilbuddet om undersøgelse kun omfatter mennesker mellem 54 og 75 år - både på egne og patienternes vegne. Han kalder i Kalundborg Folkeblad amtets holdning for en umyndiggørelse af de praktiserende læger, og han beklager på baggrund af en konkret sag, at uden forudgående undersøgelse kan patienten heller ikke få offentligt tilskud til medicin. Den første klage Lægens klage er ifølge amtets sundhedsdirektør, Michael Nørgaard, den første af sin slags, og han vurderer den også mere som udslag af dårlig kommunikation mellem læge og sygehus end som udtryk for aldersdiskriminering. »Vi har med afsæt i de lægefaglige vurderinger anbefalet, at scanningen især omfatter mennesker i den aldersgruppe. Men det er ikke ensbetydende med, at folk, som falder udenfor enten ved at være yngre eller ældre, ikke kan henvises. Hvis den praktiserende læge skønner, at der er indikationer til at undersøge en patient uden for den anbefalede aldersgruppe, skal det ske«, siger han. Den særlige scanning for knoglernes mineraler sker med henblik på at finde sygdommen, før den for alvorlig bliver et problem for patienten, og den udføres på sygehusene i Holbæk og Slagelse som et led i et kvalitetsudviklingsprojekt. »Den er ret ny, og derfor er vi stadig i gang med at samle erfaringer. Alle undersøgte patienter samles i en database, og på den baggrund vurderer vi, om de anbefalede aldersgrænser skal flyttes. Og det skal de nok, men det er ikke på grund af den konkrete sag«, fastslår Michael Nørgaard. Formand for Praktiserende Lægers Organisation Jørgen Lassen praktiserer netop i Vestsjællands Amt, og han slår fast, at der ikke må være tale om aldersdiskriminering. Men det er der heller ikke efter hans opfattelse. »Jeg har da selv henvist betydeligt yngre kvinder, hvor der var en mistanke om en arvelig disposition for sygdommen, og det skal der naturligvis være plads til«, siger han, der godt kan forstå amtets anbefalinger. »Hvis vi skal finde de otte procent, som har risiko for at udvikle knogleskørhed, skal vi lede i de grupper, hvor muligheden for fangst er størst. Der er ingen grund til at skyde med haglgevær, blot man har muligheden for at fravige aldersgrænserne i særlige tilfælde«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























