Irakiske flygtninge i klemme

Lyt til artiklen

Dansk politi forudser, at hundredvis af afviste irakiske flygtninge i fremtiden vil komme til at sidde i landets asylcentre på ubestemt tid, fordi de ikke kan sendes ud af landet. Flygtningenævnet forestiller sig, at dansk politi skal kunne følge de afviste irakiske asylansøgere til Iraks nabolande og aflevere dem der. Men det tror politiet ikke på kan lade sig gøre. »Vi vil selvfølgelig undersøge, om der er muligheder i Iraks nabolande, men jeg har meget svært ved at se, at et andet lands myndigheder ville acceptere, at dansk politi udøver beføjelser på deres territorium«, siger chefkriminalinspektør i den centrale politiafdeling Jørgen Tagge. Han mener, konsekvensen vil blive, at de afviste asylansøgere i stedet kommer til at sidde i danske asylcentre, uden at nogen ved, hvad man skal stille op med dem. Ingen risiko Hidtil har irakiske asylansøgere fra den del af Irak, der er kontrolleret af Saddam Hussein, næsten automatisk fået asyl, fordi de danske myndigheder mente, at alene det at søge asyl i et andet land gjorde det farligt at vende tilbage til Irak. Men de danske myndigheder har skiftet holdning, efter at FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR har vurderet, at det ikke længere er risikabelt at vende tilbage, såfremt det blot foregår frivilligt. Derfor forudser underdirektør i Udlændingestyrelsen Anni Fode, at en stor del af de irakiske asylansøgere fremover vil få afslag på deres ansøgning. Sidste år søgte 1.997 irakere om asyl i Danmark, hvoraf de fleste kom fra den Saddam-kontrollerede del af landet. Irakerne udgjorde samtidig den næststørste gruppe af asylansøgere - kun overhalet af afghanere. Flygtningenævnet erkender, at det nok er begrænset, hvor mange irakiske asylansøgere der vil rejse hjem frivilligt, og derfor har nævnet bestemt, at dansk politi kan tvinge dem ud af landet. Normalt plejer politiet at ledsage afviste asylansøgere til deres hjemland, men eftersom dansk politi ikke kan troppe op i Bagdad, har politiet nu fået besked på at undersøge, om de i stedet kan tvangsudsende afviste irakiske asylansøgere til nabolande som Jordan. Hvorefter asylansøgerne selv skulle tage tilbage til Irak. Vil se på problemet Sekretariatschef i Flygtningenævnet Inge Bruhn Thomsen understreger, at nævnet alene har henholdt sig til, at betingelsen for at få asyl i Danmark er, at man er forfulgt i sit hjemland. »Men at der eventuelt kan være et problem med at rejse tilbage til sit hjemland, er så et andet problem, som vi må se på«, siger hun, uden at hun vil komme med konkrete løsningsforslag. I forvejen er det meget svært at hjemsende afviste asylansøgere fra den kurdiske del af Irak uden for det Saddam-kontrollerede område, fordi nabolandet Tyrkiet ikke vil acceptere, at dansk politi eskorterer asylansøgere gennem Tyrkiet. Derfor kan Danmark kun hjemsende kurdiske irakere, hvis de rejser frivilligt, hvilket mange af dem ikke gør. Ifølge Rigspolitiet var der 1. februar i år 248 afviste irakiske asylansøgere i landets asylcentre. Mange af dem har været udvist i både år og måneder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her