Den spanske fiskeriminister, Miguel Arias Cañete, har bragt sin 'egen' og flere andre kommissærer alvorligt i fedtefadet. En frejdig erkendelse af, at den spanske og fem andre regeringer har 'instrueret' deres respektive kommissærer om at spænde ben for et forslag til reform af fiskeripolitikken, fører nu til krav om, at kommissionens formand, Romano Prodi, må fyre de pågældende. Udtrykkeligt forbudt Set med de pågældende kommissærers øjne kunne ordvalget umuligt have været værre. EU-traktaten forbyder udtrykkeligt, at kommissærerne søger eller modtager netop 'instruktioner' fra regeringerne. Uafhængigheden af de nationale regeringer betragtes som så afgørende for hele institutionens troværdighed, at kommissærerne over for EU-domstolen skal sværge på det, før de overhovedet får lov at sætte sig i kommissærstolen. Prodi med høj profil Kravet om uafhængighed blev styrket yderligere, da Romano Prodi tiltrådte som formand i 1999. Han er den første kommissionsformand nogen sinde, som er udstyret med en beføjelse til at bede en af de øvrige kommissærer om at træde tilbage. Og den vil uden tøven blive brugt, hvis en af kommissærerne bliver grebet i at modtage 'instruktioner' fra en national regering, lovede Prodi ved sin tiltrædelse. Ikke desto mindre var det netop dét ord, Miguel Arias Cañete brugte, da han torsdag fortalte de morgenfriske seere på TVE om den seneste udvikling i slagsmålet om en reform af fiskeripolitikken i EU. Fatal formulering Han sagde, at seks lande, der er modstandere af reformforslaget - ud over Spanien nævnte han Frankrig, Italien, Portugal, Grækenland og Irland - arbejdede sammen. Og så kom den fatale formulering: »Vi har givet instruktioner til vore respektive kommissærer om at forsøge at standse reformen«. 'Fuldstændig absurd' Da Romano Prodis talsmand, Jonathan Faull, blev konfronteret med udtalelsen af en spansk journalist, afskrev han det som »helt hen i vejret« og »fuldstændig absurd« - i en sådan grad, at han slet ikke kunne tage det alvorligt. I mellemtiden har spanske journalister i Bruxelles sikret sig en udskrift af udsendelsen, som ovenstående citat er hentet fra. Ifølge centralt placerede kilder i kommissionen er det ikke alle de nævnte kommissærer, der har fulgt instruktionen hjemmefra. Den politisk uafhængige italiener Mario Monti var stærk tilhænger af reformforslaget, ligesom den socialdemokratiske spanier Pedro Solbes og den borgerlige franskmand Michel Barnier kunne acceptere det. Lund kræver forespørgselsdebat Oplysningen om, at de øvrige kan være under instruktion, får den danske socialdemokrat Torben Lund til at kræve kommissionens formand indkaldt til forespørgselsdebat i parlamentet. »Hvis det kan verificeres, hvad den spanske landbrugsminister har sagt, så må Prodi bede de pågældende om at træde tilbage. Jeg kan ikke se andre løsninger. Kommissionens uafhængighed er fuldstændig afgørende for tilliden, ikke bare til kommissionen, men til hele det europæiske samarbejde. Prodi under mistanke Netop derfor tog Prodi mange kegler, da han ved tiltrædelsen lovede at fyre kommissærer, der lader sig presse hjemmefra«, siger Torben Lund. Romano Prodi er imidlertid også selv under mistanke for at have bøjet sig for politisk pres. Kontroversiel fyring Efter en telefonsamtale med den spanske statsminister Jose-Maria Aznar i weekenden besluttede han at udskyde forslaget til en fiskerireform og at fyre reformens arkitekt, den danske generaldirektør for fiskeripolitik Steffen Smidt. Britiske medlemmer af parlamentet har klaget til EU's ombudsmand, og andre søger at etablere et parlamentarisk undersøgelsesudvalg for at få klarlagt forløbet. Prodis talsmand afviser blankt, at der er nogen som helst forbindelse mellem telefonsamtalen i weekenden og Prodis efterfølgende beslutninger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























