SF's formand, Holger K. Nielsen, er kommet styrket ud af valgnederlaget i november. I hvert fald internt i hans eget parti, hvor støtten til SF-formanden på partiets landsmøde i Odense er entydig. I valget til det betydningsfulde redaktionsudvalg, som i løbet af natten til i dag har renskrevet buddet på SF's politik i det kommende år, fik formanden 150 stemmer - eller 50 stemmer flere end den populære socialordfører Villy Søvndal. Søvndal gik tilbage Søvndal, der regnes til den traditionelle, EU-skeptiske fløj, har de seneste mange år fået næsten lige så mange stemmer som Holger K. Nielsen - og på sidste års landsmøde i Fredericia overgik hans stemmetal formandens. Men bag den tilsyneladende flokdannelse står en stærk formand, der ved landsmødets åbning blandt andet skar igennem års kævl i partiet og fastslog, at SF er et EU-positivt parti, står to skarpt adskilte fløje, der bekriger hinanden med påhæftelser som »betonhoveder«, »politibureau« og »højrefløj« - hvilket er et meget grimt ord i SF. Af samme stemmeafgivelse til redaktionsudvalget tegner der sig et billede af to stærke fløje, nemlig de EU-venlige medlemmer Anne Grete Holmsgaard, Pia Olsen og Villy Dyhr, der de seneste år har fristet en isoleret tilværelse i partiet, men som ved valget til redaktionsudvalget fik et markant comeback. Og så medlemmer af den magtfulde gruppe af yngre medlemmer, fem-banden, som under landsmødet har fremlagt et debatoplæg, der forsøger at aflyse debatten om EU-forbehold og i stedet give moderne bud på indenrigspolitik - såsom at afløse kollektiv trafik på landet med miljørigtig privatbilisme. 26-årige Mette Feifer blev nummer tre i redaktionsudvalget, kun sølle to stemmer efter Villy Søvndal. Hun er en af fem-banden, der har afgående næstformand Thorstein Theilgaard og tidligere pressesekretær Peter Goll i spidsen, og hun kandiderer til at overtage Teilgaards post som næstformand. Næstformanden er i SF en organisatorisk opgave, men hvis den ny hovedbestyrelse vælger at gøre Mette Feifer til næstformand, kan hun sådan set godt skrive kronprinsesse med små bogstaver på sit visitkort. Kampen om magten i partiet kommer til at stå i hovedbestyrelsen. Her er der i dag valg til 23 af 38 pladser - og i alt 43 kandidater kæmper om pladserne. Fembanden sidder centralt placeret nær ledelsen i partiet - så centralt, at folketingsmedlem Margrete Auken fra talerstolen vrængende kaldte dem »politibureauet«, da hun heglede dem igennem for at være bagstræberiske og kopiere borgerlig politik. Dertil har de især opbakning fra en hård kerne af tidligere SFU-formænd. Mens EU-tilhængerne mener, at Feifer som næstformand vil være en katastrofe for partiet, som i deres øjne endelig er klar til at tage en offensiv rolle i EU-spørgsmål. En næstformand er rigeligt Både Villy Dyhr, Pia Olsen og Anne Grete Holmsgaard siger diplomatisk, at én næstformand, nemlig Jane Findahl, som genopstiller efter i fire år at have løbet parløb med Thorstein Theilgaard, er rigeligt. Villy Dyhr siger dog, at fem-bandens debatoplæg er »kortsigtet« og ligner noget, der er tilpasset efter en fokusgruppe, mens Anne Grete Holmsgaard karakteriserer Mette Feifers indlæg på landsmødet som »skuffende«. Margrete Auken, der ikke selv stiller op til hovedbestyrelsen, er mere ligefrem. »Det er helt afgørende for, om partiet har en chance, at vi får en mere åben hovedbestyrelse, som ikke bliver styret af magtelitære folk som fem-banden, der ikke har nogen seriøse bud på en ny politik. Det er ikke et spørgsmål om, at alle skal være enige, men at det skal være muligt at rejse svære debatter - uden at en magtfuld kerne straks lægger låg på«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























