Folkeskolen formår ikke at bryde den sociale arv. Lærerne er ikke i stand til at møde elevernes forskelligartede behov - og eleverne sidder på deres rumper i nedslidte skoler med lasede bøger og får ikke tilstrækkelig motion og sund mad. I SF's øjne har VK-regeringen suspenderet forliget på folkeskoleområdet ved ensidigt at ophæve den obligatoriske modersmålsundervisning. Derfor står partiet nu frit og lancerer i dag på sit landsmøde et nyt oplæg til en reform af folkeskolen. SF ser helst, at skolerne fungerer som kulturelle samlingssteder i lokalmiljøet efter skoletid. At bygningerne bliver sat i stand, at undervisningsmaterialerne bliver ført op til dato, og at lærerne bliver i stand til at eksperimentere med andre undervisningsformer end den gammeldags klasseundervisning. Derfor er partiet klar til at sende en milliard kroner efter folkeskolen - blandt andet til at efteruddanne lærerne og til at sikre kantiner og sund mad til eleverne. I undervisningsplanerne vil partiet indføre tre gange to timers idræt om ugen, og faget kristendom skal erstattes med obligatoriske timer i religion og livsforståelse - »så børnene rustes til en internationaliseret, globaliseret og multikulturel virkelighed«, som det hedder i oplægget. Endelig skal børnehaveklassen gøres obligatorisk, og børnenes evne til at mestre dansk skal sikres, allerede mens sundhedsplejerskerne stadig har kontakt til familierne. »Nu har vi frie tøjler til at give vores bud på en folkeskole. Der skal være mere idræt, så ungerne oplever at krop og hoved hænger sammen. Folkeskolen skal i dag rumme en helt anden type børn end i 70'erne - børn har meget mere forskelligartede behov, og dem skal lærerne være i stand til at møde med nye pædagogiske virkemidler«, siger medlem af Folketingets uddannelsesudvalg, Anne Baastrup. Endelig ønsker SF at styrke forældrenes engagement i skolerne. Det kan ske ved at afskaffe valgene til skolebestyrelserne, hvor kun fire procent af forældrene deltager, og i stedet lade hver enkelt klasse udpege forældre til forældreråd.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























