Selv om ordet undskyld normalt ikke optræder i borgmester Peter Brixtoftes (V) ordbog - slet ikke når politikerne fra Farums Byråds øvrige partier leder efter det - så fandt det alligevel vej til borgmesterens taleboble onsdag, da han sammen med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slog de sidste søm i den langvarige genopretningsplan for den kuldsejlede kommune. »Jeg beklager meget, hvis nogen skal gå fra hus og hjem på grund af skattestigninger. Det vil jeg gerne sige undskyld for«, sagde Brixtofte. Han vender hjem til sin nordsjællandske kommune med regeringens velsignelse til en skattestigning på 3,2 procentpoint og en tredobling af grundskyldspromillen fra 6 til 18. 900 mio. i deponering efter tre år De første tre år af genopretningsplanen skal bruges på at fylde penge i den tomme kommunekasse, og først derefter begynder kommunen på næste store mundfuld: deponering. Kommuner, som indretter sig med sale and lease back-modeller, skal deponere det beløb, de får ind ved salget. Det har Farum undladt i adskillige omgange - blandt andet ved byggeri af Farum Park og Arena - og det summer sig op til i alt 899 millioner kroner. Inkl. rabat Og så har Farum allerede fået trukket lidt fra det oprindelige krav på deponering af over en milliard kroner, fordi en del af den udsolgte bygningsmasse er skoler, og her gælder særlige regler. »Vi kan ikke skrue de øvrige skruer mere i bund - skatten og grundskylden kan ikke tåle mere, og vi kan heller ikke med rimelighed trække tidshorisonten længere ud«, siger han som begrundelse for sin samlede rabat på deponeringen på op til et par hundrede millioner kroner. Retssag vil højst ændre på afdragene I øvrigt har Farum Kommune bebudet sagsanlæg, fordi byrådet finder kravet om deponering forkert, men vinder kommunen sagen, vil det næppe ændre økonomien for Farumborgerne afgørende. Slipper kommunen for at deponere, skal den til gengæld afdrage det nye lån på 750 millioner kroner hurtigere, fastslår Løkke Rasmussen. Fair behandling af Farum Professor Bent Greve, Roskilde Universitetscenter, vurderer med baggrund i sit speciale i offentlig økonomi, at Farum har fået en fair behandling af staten. »Hvis det kommunale selvstyre skal tages alvorligt, så er der kun borgerne i Farum til at dække kommunens økonomiske problemer ind. Ellers risikerer man bare, at andre kommuner med lignende økonomiske problemer kommer rendende og forlanger statens hjælp«, siger han og hæfter sig ved, at Farum har fået en del indrømmelser. »De har fået otte-ni år til at genoprette økonomien. Det er længere tid, end andre kommuner med problemer har fået tidligere - f.eks. Hundested og Nysted. Og så har de fået en ekstraordinær låneadgang. Så man har vel i virkeligheden givet Farum ganske meget«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























