I øjeblikket er behovet for udvidede åbningstider i landets børnehaver til at overse, men på sigt vil det vokse, vurderer forældreorganisationen FOLA oven på socialminister Henriette Kjærs (K) forslag om, at forældre bør kunne få deres børn passet døgnet rundt. »De forsøg, der allerede har været gjort med udvidede åbningstider, for eksempel i Aalborg, er lukket igen, fordi behovet ikke var der. Men behovet burde logisk stige, i takt med at lukkeloven liberaliseres, og vi i det hele taget arbejder mere«, siger formand Henriette Bjergvang og fortsætter: »Nogle forældre har selvfølgelig behovet, og dem skal vi hjælpe. Men jeg ville langt foretrække, at ministeren meldte ud, at arbejdet skulle tilrettelægges mere børnefamilievenligt. Det er skidt, at indretningen af vores liv altid sker på arbejdsmarkedets vilkår«. Dermed ligger hun på linje med pædagogernes fagforbund, BUPL. Forbundet oplyser, at der i dag findes 6-7 såkaldte natbørnehaver, og kommunale undersøgelser viser typisk, at kun godt 5 procent af forældrene efterlyser udvidede åbningstider. »Det er meget få steder blevet til noget med at oprette natbørnehaver, for forældrene ender alligevel ofte med at finde en privat løsning - en bedstemor, som kan passe barnet eller andet«, siger formand for BUPL Bente Sorgenfrey. Forældrene bifalder Frederiksberg Kommune er en af de få, hvor et par institutioner i dag har udvidede åbningstider. Her bifalder forældrene tilbuddet. »Vores erfaringer viser, at forældrene er meget glade for de lidt længere åbningstider. Vi har allerede et forslag på bedding med døgnåbne børnehaver. Forældrene bliver udstyret med et kort, som registrerer, når de afleverer og henter børnene, og så skal de kun betale for den tid, børnene bliver passet«, siger Johnny Wetterstein Hansen, formand for Børne & Unge Fonden, der driver de fleksible institutioner. Han er sikker på, at mange forældre vil benytte sig af et sådant tilbud. »Forældre vil i stigende grad få job med forskudte arbejdstider, og derfor skal børnehaverne også være mere fleksible. Den moderne forælder vil selv bestemme, hvornår barnet skal passes, og hvornår det skal være hjemme«. Muligvis, siger Henriette Bjergvang, men det kan blive en glidebane i retning af længere arbejdstid og dermed længere institutionstid for poderne. »Hvis først tilbuddet er der, kan arbejdsgiverne jo bruge det som et pressionsmiddel. Som det er i dag, er man trods alt tvunget til at gå hjem på et rimeligt tidspunkt for at hente sine børn«, siger hun. Madindkøb og tøjvask Ud over børnepasningen tilbyder Børne & Unge Fondens børnehaver gratis madindkøb og tøjvask for travle forældre. »De bruger det som et supplement i hverdagen for at få mere kvalitetstid sammen med ungerne«, siger Johnny Wetterstein Hansen. »Hos os betaler forældrene det samme, uanset om de benytter sig af de sene åbningstider eller ej. Det er vigtigt, at kerneydelserne er ens, og det kan faktisk godt lade sig gøre, hvis børnehaverne forvalter deres økonomi forsvarligt«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























