Udsatte børn svigtes

Børn og unge, der fjernes fra deres far og mor, bliver i udstrakt grad svigtet af de sociale myndigheder. Kun i beskedent omfang snakker sagsbehandlerne med børnene selv, og dermed står de anbragte uden indflydelse på deres ændrede livsvilkår. Skræmmende billede af forebyggende indsats Det sker, selv om både socialloven og internationale konventioner siger, at børnene skal inddrages. Det er en af konklusionerne i en ny rapport fra Socialforskningsinstituttet, som tegner et skræmmende billede af den forebyggende indsats over for børn og unge fra belastede familier. »Ofte kendes børnene i begrænset omfang i form af, at rådgiveren nogle gange har hilst på dem. Og det sker, at børnene ikke er kendt af sagsbehandlerne, selvom foranstaltninger er besluttet«, konkluderer forsker Tine Egelund. Når sagsbehandlerne forsøger at løse et problem i en familie, taler de typisk med moderen, med skolen eller med børnehaven. Næsten ingen udveksling af erfaringer Sagsbehandlerne arbejder gennemgående meget individuelt og usystematisk, de opsøger kun i begrænset omfang ny viden, og der udveksles kun i minimal grad erfaringer kommunerne imellem. Og dermed er der trods årelange diskussioner og anstrengelser for at skærpe indsatsen stort set intet ændret. Godt 13.000 børn fjernes hvert år fra hjemmet. 'Dybt kritisabelt' »Det er dybt kritisabelt. Det er en afgørende forudsætning for et godt livsforløb, at børn bliver hørt om deres egen sag«, siger René Skau Björnsson, børneordfører for Socialdemokratiet. Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Laila Walther, er enig: Mangler den pædagogiske uddanelse »Selvfølgelig skal børnene høres. Det er deres liv, det handler om«. Hun forklarer, at socialrådgivere faktisk ikke har den pædagogiske uddannelse, der skal til for at tale med børn. Kjær: For dålig kommunikation Socialminister Henriette Kjær (K) erkender, at kommunikationen mellem kommunerne er for dårlig: »Man får ikke gavn af de erfaringer, man sidder med ét sted, fordi informationerne aldrig kommer videre«. Ministeren forventer, at et projekt med frivillige og lokale netværk, såkaldte »selvhjælpsgrupper«, på lang sigt vil kunne styrke indsatsen over for de udsatte børn.