Pædofilt netværk optrævlet

Lyt til artiklen

Et dansk par fra Ringkøbing, der er sigtet for seksuelt misbrug af kvindens tiårige datter, har ført politiet i Europa og USA på sporet af en stor kreds af pædofile, der har udvekslet børnepornografi. Det danske par blev anholdt 30. november sidste år og er blandt andet sigtet for udbredelse af børnepornografi, blufærdighedskrænkelse og anden kønslig omgang med den tiårige pige. »Det er så groft, at jeg ikke har set noget lignende i min 30-årige karriere i politiet«, siger politimester i Ringkøbing Jens Olufsen om misbruget af pigen, der i hvert fald har stået på i et halvt år. Internationalt netværk Parret har været en del af et internationalt netværk af pædofile, der bytter sig til børnepornografiske billeder. De pædofile har kunnet bestille billeder hos hinanden af bestemte overgreb på børn - udført på bestemte måder. Det er på denne måde, billeder af den tiårige pige er blevet distribueret, og på netværkets billeder har politiet identificeret børn, der er helt ned til tre år. Ringkøbing Politi vil ikke komme ind på, hvor pigen befinder sig nu, men ifølge politimesteren er hun »i trygge hænder«. Global kriminalitet Med anholdelsen af parret fra Ringkøbing regner politiet med, at den danske del af sagen er afsluttet. Imens ruller den videre i udlandet, for informationer fra parrets beslaglagte computer har ført politiet videre til andre pædofile. Den internationale indsats, som går under navnet 'Operation Hamlet', er ledet fra Danmark af Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter (NEC). »Materialet, vi fandt i computeren, indeholdt alle de oplysninger, man overhovedet kunne drømme om vedrørende det pædofile netværk, for eksempel e-mail, billeder og postgrupper. Alt det, der skulle til for at kunne kortlægge, hvor lang tid netværket havde eksisteret, hvordan man havde udvekslet informationerne, hvem der bestilte hvad og så videre«, fortæller kriminalinspektør i NEC Troels Ørting Jørgensen. Indsatsen har foreløbig ført til, at 20-25 personer er blevet anholdt i ni vesteuropæiske lande samt i USA, og foreløbig har politiet identificeret 35 børn på billederne. Både Europol og Interpol er involveret i efterforskningen. »På internettet taler vi virkelig om grænseoverskridende global kriminalitet, og derfor er det utrolig vigtigt, at man konstant har et godt og ikke mindst hurtigt samarbejde. Det har vi heldigvis mellem de forskellige landes it-politi - der er en meget stor vilje i alle landene til at give den en ekstra skalle i disse sager, fordi de er så ulækre og væmmelige«, siger Troels Ørting Jørgensen, som snart kan se frem til to nye ansatte i afdelingen, for Rigspolitiet har besluttet at forstærke indsatsen mod internetkriminalitet. Godt bevismateriale Den sigtede mand fra Ringkøbing sidder stadig varetægtsfængslet, mens kvinden er blevet løsladt, fordi både byret og landsret ikke mente, at hun kan modvirke efterforskningen af sagen. Politiet forsøgte at opretholde fængslingen af hensyn til retsfølelsen, men det afviste retten. Ifølge Jens Olufsen fra Ringkøbing Politi erkender manden i vidt omfang sigtelserne, hvorimod pigens mor nægter sig skyldig. Politimesteren mener dog, at politiet har et godt bevismateriale. »Vi har et materiale, som det er svært at løbe fra«, siger Jens Olufsen, der oplyser, at begge de sigtede er blevet mentalundersøgt. Politiet forventer, at spørgsmålet om, hvad parret fra Ringkøbing skal tiltales for, bliver afklaret inden sommerferien. Alene strafferammen for anden kønslig omgang end samleje med børn under 12 år kan give op til ti års fængsel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her