Hizb-ut-Tahrir kræves forbudt

Lyt til artiklen

Det vækker voldsom forargelse i Folketinget, at det yderligtgående muslimske parti Hizb-ut-Tahrir tilsyneladende opfordrer til drab på jøder. Flere partier mener, at man bør overveje at forbyde partiet for brud på grundloven. Fogh beklager Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mødtes onsdag med overrabiner Bent Lexner og formanden for Mosaisk Troessamfund Jaques Blum for at udtrykke sin beklagelse over løbesedlen fra Hizb-ut-Tahrir. Løbesedlen indledes med et løsrevet citat fra Koranen: »Og dræb dem, hvorend I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer«. Efterfulgt af en beskrivelse af jøder som et »bagvaskende folk«, der forråder, bryder aftaler og dræber uskyldige. Samtidig kommer partiet med en utvetydig hyldest til de palæstinensiske selvmordsbombere. 'Afskyvækkende' »Løbesedlen er både chokerende og afskyvækkende. Den viser, at der i Danmark er mennesker, som ikke blot foragter og forkaster alt, hvad det danske samfund står for. Men tilsyneladende også opfordrer til overgreb på mennesker med en bestemt religion«, siger Anders Fogh Rasmussen (V) og opfordrer muslimske organisationer til at tage afstand fra løbesedlen. Det Radikale Venstre har kaldt justitsminister Lene Espersen i samråd om sagen, fordi partiet ønsker en vurdering af, om grundloven kan bruges til et forbud. R: Brud på Grundloven »Selv mener jeg, at partiet har overtrådt grundloven. I grundloven står, at man kan ophæve foreninger, der virker ved vold, og jeg har bedt justitsministeren om at få landets højeste juridiske ekspertise til at vurdere, om det er en overtrædelse. I så fald vil det kunne bruges i en retssag mod Hizb-ut-Tahrir«, siger Elisabeth Arnold (R). Dansk Folkeparti fremsætter et lovforslag i Folketinget om forbud. »Denne gang går Hizb-ut-Tahrir over stregen med en direkte opfordring til mord på jøder og dermed også danske statsborgere, hvilket er fuldstændig uacceptabelt og helt i strid med grundloven«, siger Pia Kjærsgaard (DF). Konservativ tvivl Udlændingeordføreren for Det Konservative Folkeparti, Else Theill Sørensen, siger, at hendes første reaktion på Hizb-ut-Tahrirs løbeseddel var, at organisationen burde forbydes, men hun tvivler på, at det er muligt. Til gengæld mener den konservative udlændingeordfører, at de ansvarlige bør kunne straffes for racisme, da organisationen blandt andet kalder jøder for »et bagvaskende folk, der opdigter løgne og dræber uskyldige«. Venstres udenrigsordfører Troels Lund Poulsen opfordrer regeringen til kraftigt at overveje, om Hizb-ut-Tahrir skal forbydes. Justitsminister Lene Espersen (K) lægger ikke op til et forbud mod organisationen, men er tilfreds med, at politiet nu efterforsker sagen. Åben diskussion bedst SF's retsordfører Anne Baastrup kalder det »forfærdeligt«, at nogen kan finde på at skrive som Hizb-ut-Tahrir. Hun mener samtidig, at det er dobbeltmoralsk af Dansk Folkeparti at opfordre til forbud, så længe partiet ønsker straffelovens racismeparagraf ændret. »De burde i stedet opfordre til, at racismebestemmelsen bliver brugt noget mere. Hvis der er tvivl om, hvorvidt partiet nu har overtrådt grundloven, går jeg ud fra, at Rigsadvokaten tager sagen op«, siger hun. S: Fejl at forbyde Socialdemokratiets retsordfører, Sandy Brinck, mener, at det vil være en fejl at forsøge at få Hizb-ut-Tahrir forbudt, selv om deres løbeseddel er »fuldkommen uhørt«. »Selvfølgelig har vi ytrings- og foreningsfrihed i Danmark, men jeg mener, det er relevant at få afprøvet, om udsagnene alligevel er imod racismeparagraffen. Derimod går jeg ikke ind for at forbyde dem. Det passer bedre til vores form herhjemme, at vi tager en åben diskussion og konfrontation med dem«, siger Sandy Brinck.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her