Redningsrådet bliver reddet

Lyt til artiklen

Redningsrådet, som fører kontrol med, at brandvæsenerne rykker ud til tiden og med det rigtige materiel og mandskab, ser ud til at være reddet fra nedlæggelse - i hvert fald indtil regeringen kan fremlægge en model, der sikrer en bedre kontrol med brandvæsenerne. Dansk Folkeparti meddelte torsdag på et møde i Folketingets kommunaludvalg, at partiet ikke vil stemme for en nedlæggelse af Redningsrådet, som partiet ellers havde aftalt med regeringen. Partiet har ændret holdning, efter at det er kommet frem, at Redningsrådet har påvist, at brandvæsenerne i omkring 30 procent af udrykningerne ikke lever op til kravene. Samtidig mener partiet, at statens udgift til Redningsrådet på 125.000 kroner om året er så lille, at der er tale om småpenge. »Brandvæsenet skal komme til tiden, og det skal kontrolleres. I sidste ende er det menneskeliv, vi taler om«, siger Uno Larsson, der er ordfører for Dansk Folkeparti i sagen. Anden kontrol skal findes På udvalgets møde torsdag bebudede både Dansk Folkeparti og SF et ændringsforslag, der trækker Redningsrådet væk fra listen over råd, der skal nedlægges. Det er der efter alt at dømme flertal for, idet Socialdemokratiet, de radikale og Enhedslisten også er modstandere af at nedlægge rådet, før der er fundet en anden kontrol med brandvæsenet. Landets beredskabschefer, menige brandmænd og politimestre har også advaret mod at fjerne kontrollen med brandvæsenerne, ligesom de kommunale brandchefer og brandmænd frygter, at en nedlæggelse af rådet vil betyde, at de folk, der står i forreste linje, når uheldet er ude, ikke ville blive taget med på råd. »Det harmonerer jo ikke med det, regeringen siger om ekspertvælde, at man nedlægger et råd med alle de mennesker, der arbejder i beredskaberne og ved noget om det. Så jeg er meget tilfreds med, at rådet ikke nedlægges«, siger SF's ordfører Kristen Touborg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her