Danske skoleelevers middelmådige læse- og matematikfærdigheder løses ikke ved at pøse flere timer ud over eleverne, mener Socialdemokratiet. I stedet skal pædagogikken udvikles til gavn for elever med indlæringsvanskeligheder, siger uddannelsesordfører Frank Jensen (S). Pædagogikken skal udvikles Dermed vender han sig imod krumtappen i undervisningsminister Ulla Tørnæs' (V) tipunktsplan for folkeskolen: at skærpe de boglige krav til folkeskolen. »Tørnæs er så optaget af, at man skal have mere af det, man allerede får. Har eleverne ikke forstået matematikken første gang, så skal de bare have noget mere matematik. Vi ønsker ikke mere af det samme. Vi ønsker at få udviklet pædagogikken, det med at lære på en ny måde«, siger Frank Jensen For de bogligt svage Ændringerne skal især komme de bogligt svage elever til gode, mener han: »Nogle elever får bedst matematikken ind gennem det at være på et værksted, hvor de kan se, hvordan man håndværksmæssigt bruger matematikken i virkelighedens verden«. »Vi vil gerne sikre, at de faglige styrkepositioner udvikles både på baggrund af den boglige og den praktiske tilgang«. Frank Jensen har netop lagt sidste hånd på en plan for folkeskolen på 12 punkter, der skal positionere partiet op til den kommende tids forhandlinger om en justering af folkeskoleforliget. Ligheder og forskelle I sammenligning med regeringens udspil fra sidste uge er der både ligheder og forskelle. Regeringens ønske om at tilføre eleverne fra første til tredje klassetrin en ekstra ugentlig times undervisning i dansk og matematik optræder ikke i Socialdemokratiets oplæg. Heller ikke regeringens bebudede oprustning af naturfag og historie er med i S-oplægget. Derimod synes Socialdemokratiet enig med regeringen i, at undervisningen i børnehaveklassen skal gøres mere målrettet, ligesom der synes at være enighed om at fremrykke engelskundervisningen. I forhold til regeringens oplæg gør Socialdemokratiet meget ud af, at der også skal stilles krav til daginstitutioner og skolefritidsordninger, og at disse skal indgå mere eller mindre formelt i uddannelsen af eleverne. Understøtte de sociale og faglige opgaver Disse skal indgå i et samarbejde med skolerne og være med til at »understøtte« skolens faglige og sociale opgaver. Socialdemokratiet ønsker også at få indført en mere klar definition af, hvad der er skolens opgaver på den ene side og forældrenes på den anden. »Skolen skal ikke pålægges 'sideaktiviteter', der ikke hører skolen til«, hedder det i oplægget.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























