Farums opposition vil mødes med Lars Løkke

Lyt til artiklen

Tre af de mest markante oppositionspolitikere i Farum, Sabine Kirchmeier (S), Per Edrén (K) og Helene Lund (SF) kræver nu at få deres eget møde med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Politikerne stoler ikke længere på borgmester Peter Brixtofte (V), og de anklager ham for at fremføre særstandpunkter på Venstres vegne over for ministeren i forbindelse med drøftelserne om spareplanerne i Farum. Følgebrev ikke udleveret Derfor har de torsdag sendt et brev til Lars Løkke Rasmussen, hvor de beder om et møde. Baggrunden for henvendelsen er, at byrådet ikke har kunnet få udleveret det følgebrev, som kommunen sendte til Lars Løkke Rasmussen om Farums forslag til besparelser. Senere har gruppen fået oplyst via Indenrigsministeriet, at brevet giver udtryk for, at »11 ud af 19 byrådsmedlemmer går ind for at spare mere end det beløb, der fremgår af forvaltningens indstilling«. Den formulering opfatter gruppen som en provokation og som en påstand om, at oppositionen stritter imod yderligere besparelser. »Vi stiller os uforstående over for, at borgmester Peter Brixtofte kan fremsætte særstandpunkter over for ministeriet på enkelte byrådsmedlemmers vegne efter en enig byrådsbeslutning, uden at andre byrådsmedlemmer kan få mulighed for at få indsigt eller kendskab til indholdet af disse særstandpunkter«, hedder det i brevet til indenrigsministeren. Spareplan I næste uge skal Brixtofte aflevere en endelig spareplan til Indenrigsministeriet, og det forventes, at den vil indeholde drastiske nedskæringer og massive skatteforhøjelser. Der skal nemlig findes 220 millioner kroner på det årlige budget. Skatten skal sættes op med tre procent. Men Farumborgerne må også indstille sig på at betale mere for kommunens service. Priserne på børneinstitutioner sættes op, og de populære pensionistrejser afskaffes formodentligt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her