Kritik: Retsafgift er for høj

Lyt til artiklen

Staten malker borgerne og udhuler deres retssikkerhed gennem en alt for høj retsafgift. Retsafgiften fungerer i dag som beskatning af retssikkerheden, og det er ikke rimeligt, mener såvel Advokatrådet som Dommerforeningen. »Det er et moralsk problem, at det grundlæggende for et demokratisk retssamfund, nemlig retfærdighed og retssikkerhed, skal bruges som beskatningsobjekt. Domstolene er blevet en malkemaskine, der giver overskud«, siger formanden for Advokatrådet, Jon Stokholm. 'Urimelig beløb for basisydelse' Problemet er sat på spidsen i sagen Københavns Havn mod staten om ejerskabet til havnen. Den omhandler værdier for knap to milliarder kroner, og hvis den skal prøves ved Højesteret, kommer det til at koste havnen i alt 96 millioner kroner i samlede retsafgifter. »Det er ikke rimeligt, at man skal erlægge så meget for at få en basal serviceydelse. Man har strammet skruen ud over det rimelige. Man risikerer at tabe ganske mange penge, hvis man vil have sin ret«, siger præsident i Sø- og Handelsretten, Jens Feilberg. Højere afgift med konsekvenser Den tidligere regering fordoblede i 2000 retsafgiften fra en til to procent af sagsværdien i byretter og landsretter og til tre procent af sagsværdien i Højesteret. Og det har fået konsekvenser, mener Jens Feilberg. 20 mio. kr. i afgift »Folk tøver og undersøger forligsmuligheder. Man kommer nemt op at slås om millioner, og retsafgiften skal betales med det samme. Bliver der indgået forlig efter en retsdag, er pengene tabt«. Københavns Havn har betalt knap 20 millioner kroner - svarende til en procent af sagsværdien - i retsafgift til landsretten, fordi sagen mod staten begyndte, før regeringen fordoblede afgiften. Fire mio. i berammelsesafgift Dertil kommer en berammelsesafgift på 20 procent af retsafgiften - knap fire millioner kroner. Hvis Københavns Havn ønsker at få sagen prøvet ved Højesteret, skal der betales yderligere 60 millioner kroner i retsafgift samt 12 millioner kroner i berammelsesafgift. Havde sagen udelukkende været ført efter fordoblingen af retsafgiften, skulle Københavns Havn betale i alt 122 millioner kroner i retsafgift for at få lov til at føre sagen ved landsret og Højesteret. Dertil kommer sagsomkostninger, som alene i landsretten beløb sig til 12 millioner kroner og kan forventes at koste det samme i Højesteret, oplyser havnens advokat, Jens Auken. Skræmmer brugerne væk Dommerforeningen er bekymret over, at den høje retsafgift kan få folk til at undlade at benytte domstolene og i stedet vælge andre muligheder - som eksempelvis voldgifter. »Det kan ikke være rigtigt, at man skræmmer brugerne væk«, siger formanden Henrik Linde, der opfordrer justitsminister Lene Espersen (K) til at gøre noget ved det. En pengemaskine Retsplejerådet har i en betænkning sidste år også udtrykt bekymring. Fordoblingen af retsafgiften blev gennemført uden nogen diskussion af de retssikkerhedsmæssige perspektiver og udelukkende for at sikre statskassen en merindtægt. »Vi har peget på, at der er problemer med en retsafgift, der udelukkende er skattemæssigt begrundet. Og vi vil i en senere betænkning forholde os til, hvad vi mener, der skal ske. Det kunne være et loft for afgiften«, siger rådets formand, præsident i Vestre Landsret Bjarne Christensen. Afspejle reele omkostninger Advokatrådet opfordrer regeringen til at skele til den ordning, man har i Norge, hvor retsafgiften afspejler den reelle omkostning ved at behandle sagerne. »Vi kan godt forstå, at brugerne skal betale. Men det er umoralsk at gøre det til et beskatningsobjekt«, siger Jon Stokholm. Ifølge Domstolsstyrelsen indbragte retsafgiften i 2001 464 millioner kroner mod 391 millioner kroner i 1999. Espersen overvejer Justitsminister Lene Espersen vil overveje kritikken. »Retsafgifterne og deres beregning indgår som en del af Retsplejerådets overvejdelser om reform af den civile retspleje. Når retsplejerådets endelige udtalelse foreligger, vil jeg vurdere, om der er grundlag for at omlægge afgiftsberegningen«, skriver hun i en udtalelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her