Fem personer er blevet taget på fersk gerning med flere kilo hård narkotika på sig. De fire mænd og en kvinde blev anholdt af Ribe Politi i samarbejde med Rejseholdet natten til fredag. Først på eftermiddagen bliver de fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Men politiet vil kræve såkaldte dobbeltlukkede døre, så ikke engang sigtelserne må komme frem for offentligheden. Og som oftest i større narkosager får politiet sandsynligvis medhold i de lukkede døre af retten. Ifølge kriminalinspektør Lorenz Matzen blev de fem anholdt samme sted værende i besiddelse af flere forskellige slags hård narko fra ecstacy til kokain. Få oplysninger Kriminalinspektøren ønsker ikke at fortælle om, hvor de blev anholdt, om de var i gang med at transportere eller sælge stofferne, og i hvilken forbindelse politiet fik nys om narkotikakriminaliteten. Flere formodede gerningsmænd er stadig på fri fod, og kriminalpolitiet vil derfor heller ikke oplyse, hvordan de allerede anholdte stiller sig til sigtelserne om narkotikahandel.
Fem anholdt i større narkosag i Ribe
Lyt til artiklen