Vækkelsesprædikanten Moses Hansen nåede kun at gennemføre syv minutter af sin planlagte 24 timers en-mands-demonstration til fordel for Israel, før politiet valgte at føre ham ind i en sikret bil og køre ham væk. 12 personer blev anholdt for overtrædelse af politivedtægten, da det kom til tumulter under demonstrationen. Moses Hansen stillede sig op på Israels Plads iført skudsikker vest og indhyldet i det israelske flag for blandt andet at proklamere Israels bibelske ret til Jerusalem og de besatte områder. Planen var at stå der fra klokken 19 fredag til klokken 19 lørdag - tidsrummet for den jødiske sabbat - og gennemføre bøn og bibellæsning. Gud har sendt mig »Gud har sendt mig. Jeg er talsmand for fred«, forklarede han nogle ophidsede unge. En palæstinensisk kvinde, der skulle ned i parkeringskælderen, spyttede resolut i jorden, da hun fik øje på Moses Hansen i det jødiske flag: »Han er et jødesvin, han skulle skamme sig over det, der sker«, råbte hun ophidset. I løbet af kort tid var omkring 150 moddemonstranter samlet og råbte slagord som »Frit Palæstina«, inden politiet bad Moses Hansen sætte sig ind i en politibil for senere at tage ham med til politistationen »for at få en snak med ham«, som den centrale vagtleder hos Københavns politi udtrykte det. Vreden over politiet og Moses Hansen resulterede i flere stenkast og en enkelt smadret rude, og på et tidspunkt virkede det som om politiet mistede kontrollen. Men efter en halv time var det lykkedes at rydde pladsen og trænge demonstranterne ud i sidegaderne. Klokken 19.35 var roen stort set genoprettet. Kun en mand i rød jakke gik rundt og talte til himlen i den ende af pladsen, hvor Moses Hansen havde planlagt at stå til i aften klokken 19. 12-13 personer blev anholdt for overtrædelse af politivedtægten og for forskellige overtrædelser af straffeloven. F.eks. blev én sigtet for at have kastet sten mod politiet, og en anden skal have spyttet en politimand i ansigtet. Død over Israel Tidligere på dagen demonstrerede omkring 1.500 palæstinensere og palæstinensiske støtter mod Israels leder Ariel Sharon og mod behandlingen af den indespærrede PLO-leder Yassir Arafat. Under intens politiovervågning gik demonstrationen fra Israels Plads gennem byen til Christiansborg. Store skilte satte lighedstegn mellem zionister og nazister, og slagordene »Død over Israel« og »Død over USA« gjaldede fra demonstranterne. Det vakte jubel blandt både mænd og kvinder med børn i barnevogne, da et israelsk flag blev brændt af i en lygtepæl på Rådhuspladsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























