Imam splitter muslimer i Danmark

Efter fredagsbønnen i moskeen for Det Islamiske Trossamfund på Nørrebro var imam Ahmed Abu Laban en af hovedtalerne ved palæstinensernes demonstration foran Christianborg. - Foto: Kim Nielsen
Efter fredagsbønnen i moskeen for Det Islamiske Trossamfund på Nørrebro var imam Ahmed Abu Laban en af hovedtalerne ved palæstinensernes demonstration foran Christianborg. - Foto: Kim Nielsen
Lyt til artiklen

Konflikten i Mellemøsten fører nu til splittelse blandt indvandrere i Danmark. Muharrem Aydas, der er formand for paraplyorganisationen for etniske minoriteter, POEM, opfordrer direkte imamen ved Det Islamiske Trossamfund, Ahmed Abu Laban, til at trække sig. Omvendt mener imam Fatih Alev, at ord skal bekæmpes med ord. Striden er opstået, efter at Ahmed Abu Laban fredag sagde, at muslimer ikke skulle være bange for at dø, blot de fulgte Allahs vilje, og at muslimer i Danmark ikke måtte svigte deres brødre i Palæstina. »I skal ikke tro, at de, der bliver dræbt i kampen, er døde. De er levende hos Allah, og Allah giver dem gaver. Vi skal tænke på at være aktive og ikke passive«, sagde Ahmed Abu Laban foran flere hundrede mennesker, der i går var samlet til fredagsbønnen i Det islamiske Trossamfunds moské på Nørrebro i København. Fogh 'en amerikansk marionetdukke' Han sagde samtidig, at muslimer ikke skal læne sig op ad FN eller FN's Sikkerhedsråd, men støtte sig til Allah i Mellemøst-konflikten. Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kaldte han »en amerikansk marionetdukke«. »Befolkningen ønsker Jihad (hellig krig, red.) og ønsker at betale prisen for befrielsen af al-Aqsa-moskeen (i Jerusalem, red.)« sagde han. I et interview med Politiken efterfølgende sagde Ahmed Abu Laban, at det var op til muslimer i Danmark selv at bestemme, om de skulle ofre sig som selvmordsbombere. »Det tilkommer ikke mig at bestemme«. Men vil du fordømme selvmordsaktionerne i Israel? »Jeg vil ikke fordømme noget som helst. Hvis man vil det, skal man gå til terrorens rødder, som er Ariel Sharon og de zionistiske bevægelser«. Mener du så, at det er retfærdigt, at civile - børn, kvinder og mænd - bliver slået ihjel i Israel af selvmordsbomber? »Det skal jeg ikke afgøre, fordi jeg sidder så langt væk fra det hele. Det må være folkene på slagmarken, der skal svare på det«, sagde han. 'Forfærdelige' udtalelser De udtalelser betegner Muharrem Aydas fra den etniske paraplyorganisation POEM som »forfærdelige«. »Det vigtigste udgangspunkt for flygtninge og indvandrere i Danmark er at fungere i det danske samfund, og i det lys er Ahmed Abu Labans holdninger stærkt kritisable og forfærdelige. Det er meget ødelæggende for os«, siger han. »Jeg ville ønske, at det muslimske samfund i Danmark ville sige, at han ikke kan være imam for os«, siger Muharrem Aydas. Bekæmp ord med ord En anden imam i København, Fatih Alev, er enig i at lægge afstand til Abu Labans udtalelser, men mener ikke at denne bør afsættes. I stedet skal han udfordres med ord, mener Alev, der ikke i Koranen finder belæg for selvmordsbomber. »Rent religiøst er det problematisk, når han udtaler sig på den måde. Ifølge islam er det forbudt at dræbe uskyldige mennesker. Det har profeten meget klart sagt i en af sine udtalelser. Så det er meget forkert, når muslimer i dag mener, at det er den eneste løsning. Det er at gå på kompromis med islam, og det kan man ikke. Når man er imam, bør man overveje sine ord«, siger Fatih Alev, der også er politisk næstformand for Muslimernes Landsorganisation, til Ritzau. Kun den muslimske forsamling eller bestyrelsen i Det Islamiske Trossamfund kan vippe Ahmed Abu Laban af imamposten. Alev tror dog ikke, at imamen vil blive afsat af sine egne. Delte meninger blandt politikere Konflikter i Mellemøsten graver også kløfter politisk. Det radikale folketingsmedlem Naser Khader tager afstand: »Det er et problem, at han nærmest legitimerer selvmordsbomber. Specielt fordi han ifølge eget udsagn har omkring 10.-15.000 støtter i Skandinavien, der ser ham som en opinionsleder og opdrager. Jeg forstår vreden og frustrationen, men det skal ikke legitimere terror«. Derimod får imamen støtte fra det socialdemokratiske medlem af Borgerrepræsentationen i København, Hamid El Mousti. Han er også med i initiativgruppen til en stor fællesmoske i København. »Imamen er i sin gode ret til at sige, hvad han mener. Vi lever i et demokratisk land«, siger han. Fordømmer du de palæstinensiske selvmordsaktioner? »Jeg fordømmer ikke noget som helst, så længe Israel bliver ved med at massakrere børn og unge«, siger han. Stærkt problematisk I en på Christiansborg ellers sjælden politisk alliance er Enhedslistens Søren Søndergaard og den konservative udenrigsordfører Gitte Seeberg enige om, at imamen må udtale sig som han vil. » Han har ret til at sige det, han siger, og det, han siger, er ikke så forskelligt fra det, højrefløjen i Israel siger« siger Søndergaard til Ritzau. Gitte Seeberg er enig, men finder det stærkt problematisk, at Ahmed Abu Laban i interviewet med Politiken er tæt på at opfordre muslimer til at lave selvmordsbomber. »Det er ikke en opfordring, men det kommer tæt på. Han er i sin legitime ret til at sige, hvad han vil, for vi har jo ytringsfrihed, men det ville være på sin plads, at i det mindste det palæstinensiske samfund lægger kraftig afstand til de udtalelser. Det tror jeg vil gavne os alle sammen og også forholdet mellem palæstinensere og danskere herhjemme. Det er ikke ligefrem noget, der gavner forholdet«, siger Gitte Seeberg til Ritzau. Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, er til gengæld ikke indstillet på at lade imamens udtalelser til Politiken passere. Hun vil have justitsminister Lene Espersen (K) til at undersøge muligheden for at gribe ind over for imamen og hans trossamfund med henvisning til grundlovens bestemmelse om, at foreninger, der udøver eller opfordrer til vold, kan opløses ved dom.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her