Mange vælgere mener, at S-formand Poul Nyrup Rasmussen burde gå af efter valgnederlaget, der kostede regeringsmagten og Socialdemokratiets position som Danmarks største parti. Men de kan ikke pege på en afløser. Trods valgnederlaget i november ser vælgerne ikke noget alternativ til Poul Nyrup Rasmussen som formand for Socialdemokratiet. Kun hver femte bedømmer ham som den bedste til at sikre partiet en sejr ved næste valg, men langt over halvdelen af alle vælgere har slet ikke noget bud på, hvem der burde tage over. Det viser en analyse fra Vilstrup Research. Af den fremgår det, at 43 procent af alle vælgere mener, at Nyrup bør trække sig efter den hårde øretæve ved valget 20. november. Seks procent til Auken Men ingen andre af de formandsmuligheder, der har været nævnt i pressen og i kulisserne i partiet, spås en bedre chance for at vinde næste valg end Nyrup. Tværtimod. Højest score får Svend Auken, som dog kun seks procent af vælgerne mener ville være den bedste. Vilstrup-analysen bekræfter partiets egen vurdering af, at Nyrup måske ikke er den rigtige på lidt længere sigt, men han er den bedste lige nu. Der er ingen oplagte kronprinser. Så trods spredt ulmeri i organisationen og folketingsgruppen, kan situationen på ingen måde sammenlignes med optakten til formandsopgøret for ti år siden. Den gang tog udviklingen for alvor fart efter meningsmålinger, der viste, at op mod halvdelen af vælgerne foretrak Nyrup, mens mindre end hver femte ønskede Auken. Forbandet formandsopgør Formandsopgøret 11. april 1992 har i mange år hvilet som en forbandelse over partiet og ført til nye kampe og fløje. Men efter ti år, tre valg og en omfattende udskiftning i folketingsgruppen og partiets hovedbestyrelse fortoner de gamle fløje sig i dag. Det skyldes først og fremmest, at de fleste unge i gruppen helt bevidst har holdt sig ude af de gamle fløje og deres kaffeklubber, og at nutidens politiske konflikter skaber andre og nye brudflader. Nyrup er mere in hos unge Vilstrup-analysen viser, at de ældre er mere kritiske over for Nyrup end de unge. I aldersgruppen over 60 mener 48 procent, at han bør gå af og kun 12 procent, at han er den bedste leder. I aldersgruppen fra 18 til 29 år vil 36 procent af med Nyrup, mens 27 procent opfatter ham som den bedste formand. Det er formentlig udtryk for, at både efterlønskrisen og usikkerhed om partiets udlændingepolitik først og fremmest har kostet opbakning blandt de ældre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























