Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) foreslår nu en lovændring, der skal gøre det muligt for homoseksuelle at adoptere. Med forslaget lægger DSUerne sig i kølvandet på et forslag fra den svenske regering. Efter hollandsk forbillede indeholder forslaget fra DSU dog den væsentlige begrænsning, at det homoseksuelle kun skal have ret til at adoptere børn af dansk nationalitet. »Med en sådan løsning undgår Danmark at komme i juridiske konflikter med giverlandene«, hedder det i udtalelsen fra DSU. I moderpartiet har spørgsmålet endnu ikke været drøftet til bunds, og derfor vil hverken sundhedsordfører Lone Møller (S) eller retsordfører Sandy Brinck udtale sig på partiets vegne. Personligt er de dog begge åbne over for forslaget. »Personligt er jeg fuldstændig afslappet over for det forslag. Der ligger ingen undersøgelser, der viser, at børn hos par af samme køn har en dårligere opvækst end andre«, siger Lone Møller. Kristelig advarsel Kristeligt Folkepartis Tove Videbæk sender derimod en skarp advarsel. Hun frygter, at forslaget vil ramme heteroseksuelle par hårdt, da spørgsmålet om homoseksualitet er særdeles ømtåleligt i en række af de lande, hvorfra danske par i dag adopterer børn. »Mange lande vil blive afskrækket, blot de ved, at Danmark tillader bøsser og lesbiske at adoptere. Taler vi kun om, at danske børn kan adopteres, batter det ikke meget. Mig bekendt adopteres kun fem til ti danske børn om året.«, siger Tove Videbæk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























