Stop for insemination af lesbiske om hjørnet

Lyt til artiklen

Torsdag skal Folketinget diskutere et stop for, at lesbiske og enlige kvinder kan blive insemineret, og noget tyder på, at det ender med, at de enlige mødre ikke i fremtiden vil kunne blive mødre. Forslaget kommer fra Kristeligt Folkeparti og er en kopi af et forslag fra maj 2000, som et flertal faktisk stemte for dengang. 68 mod 53. Alligevel blev det ikke til noget, fordi forslaget var en del af en større pakke, som det lykkedes den daværende sundhedsminister Sonja Mikkelsen (S) at få kasseret. Kristelig revanche Nu vil de kristelige tage revanche, og noget tyder på, at de får held. For siden dengang har de borgerlige haft vokseværk i Folketinget. Kristeligt Folkeparti hævder, at et barn ikke skal vokse op med to mødre eller to fædre. I dag er det tilladt for jordemødre at inseminere, mens læger ikke må. Ved at stoppe jordemødrene mister de lesbiske og enlige deres eneste mulighed. Dansk Folkeparti bakker samlet op, mens de konservative er frit stillet. Det samme er tilfældet med Venstre. Positive V- og K-ordførere Ordførerne fra både Venstre og de konservative er positive. »Jeg er positiv, og det er flertallet i den konservative gruppe også«, siger den konservative sundhedsordfører Else Theill Sørensen. Så kan de lesbiske jo ikke få børn, som i dag? »Jamen, de har valgt en livsstil, som gør, at man ikke kan få børn. Det får en mand og en kvinde ved at leve sammen«. 'Frit slag for kvaksalvere' Venstres ordfører Preben Rudiengaard, der selv er læge, hælder mest til at støtte de kristelige. Dog kan han se en række ulemper. »Det vil betyde næsten frit slag for kvaksalvere. Hvis ikke det er lovligt, så finder kvinderne jo en anden udvej. Omvendt er jeg modstander af, at enlige og lesbiske kvinder bliver insemineret og får børn. Jeg hælder mest til at støtte de kristelige, selv om jeg da sagtens kan se, at vi kommer til at lave en lov, der bliver næsten umulig at håndhæve«, siger Rudiengaard, der også stemte for, sidste gang forslaget var oppe i Folketinget. Else Theill Sørensen er enig i, at det kan blive svært at håndhæve. »Men så kan du jo sige det samme om udskænkning af alkohol for børn på værtshuse. Men skal ikke give op, bare fordi det er svært at håndhæve«, siger hun. DF klar med støtte Birthe Skaarup fra Dansk Folkeparti er klar med sin støtte. »Et barn skal have en mor og en far, fordi det kan altid få konsekvenser, hvis et barn har to fædre eller to mødre«, siger Birthe Skaarup. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke kommentere forslaget. bjarne.steensbeck@pol.dk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her