Børn kan lære at koncentrere sig

Lyt til artiklen

Mens stadig flere voksne bekymrer sig om en børnegeneration, der har mistet evnen til at koncentrere sig og holde fast i én ting ad gangen, konkluderer en professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet i en ny bog, at det aldrig er for sent at gøre noget ved det. Problemet er kun til stede, så længe de voksne ikke gør det. Det er forhenværende lærer, cand.pæd.psych. Mogens Hansen, der med sin bog 'Børn og opmærksomhed' ønsker at slå et slag for 'opmærksomhedens pædagogik': Evnen til at koncentrere sig kommer nemlig ikke bare af sig selv, siger han. Den skal indøves, og det gør forældrene helt af sig selv. Ifølge Mogens Hansen har voksne »sådan en biodiskette, der nærmest er programmeret til at indøve koncentration med det lille barn«. »Det er det, vi gør uden at ane det, når vi søger øjenkontakt med et lille barn og med berøringer signalerer: Vi to er sammen. Når vi har den kontakt, vil de allerfleste af os bruge opmærksomheden til noget fælles. Vi snakker og peger og prøver at skabe en fælles opmærksomhed om en rød bold for eksempel, og selv om det ikke lykkes de første 1.000 gange, så pludselig den 1001. gang rækker barnet ud efter bolden - og det er os, der har skabt den interesse«, siger Mogens Hansen. Nødvendig 1:1-kontakt Den evne er ikke færdigudviklet i halvandet til toårsalderen, men på det tidspunkt kommer de fleste danske børn i daginstitution. Sådan nogle er »rigtig gode til rigtig meget«, som Mogens Hansen siger: »Bare ikke til den der helt nødvendige 1:1-kontakt mellem barn og voksen. Det er der alt for få voksne og alt for mange børn til. Det skal ske derhjemme. Men når forældrene står med en snottet 4-årig eller en fræk 8-årig, så tænder biodisketten ikke rigtigt. Derfor mangler børnene koncentrationsevnen, når de kommer i skole«, siger Mogens Hansen, der til gengæld trøster med, at det kan rettes op. »Det handler helt banalt om at tage sig tid til at gøre nogle små hverdagsting med sit barn som at skrælle kartofler eller gå en tur i skoven. Det er ikke noget kursus, der skal til. Bare lidt mere nærvær om noget, man gør sammen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her