Danmark handler i strid med Europarådets regler om behandling af indsatte i fængsler. Ifølge reglerne bør sindssyge personer ikke sidde i fængsel, men i København venter kriminelle, der er dømt til psykiatrisk behandling, fordi de er sindssyge, i op til fire måneder bag tremmer, inden de bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det er en af konklusionerne i en redegørelse, Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) netop har offentliggjort. Skarp kritik I redegørelsen retter såvel Kriminalforsorgen, psykiatriske overlæger i HS og fængselslæger skarp kritik mod de behandlingsdømte fangers forhold. Ifølge de europæiske fængselsreglers artikel 100 skal sindssyge fanger anbringes på psykiatriske institutioner hurtigst muligt. Problematisk ventetid Administrerende overlæge i Københavns Fængsler, Knud Christensen, finder det svært problematisk, at nogle fanger alligevel må vente i månedsvis i en fængselscelle, inden der bliver plads til dem på en af HS's psykiatriske afdelinger. »Vi har at gøre med mænd, som en domstol har fundet ikke bør have en almindelig straf, men bør have psykiatrisk behandling for at forhindre, at de begår kriminalitet igen. Så er det da svært ulogisk, at disse mænd stadig opholder sig i et fængsel«, siger Knud Christensen. Mangler plads Ifølge redegørelsen er problemet først og fremmest pladsmangel på de psykiatriske afdelinger og på Københavns Amts retspsykiatriske afdeling på Sct. Hans Hospital. Hospitalerne kan ikke følge med det stigende antal behandlingsdomme, der er vokset til det dobbelte på fem år. I 1999 blev 307 sindssyge kriminelle dømt til psykiatrisk behandling på HS' afdelinger. Flere pladser en nødvendighed Ledende overlæge på Retspsykiatrisk Afdeling på Sct. Hans Hospital, Helle Hougaard, beklager, at afdelingen ikke kan tage imod alle de sindssyge fanger. Den eneste løsning på problemet, hun kan se, er at lave flere pladser. »Vi har altid fuld belægning - aldrig tomme pladser. Vi kan simpelthen ikke rumme flere patienter. Der er behov for større kapacitet«, siger Helle Hougaard, hvis afdeling har 74 sengepladser, som patienterne i gennemsnit er indlagt på i 300 dage. Kortvarig indlæggelse De lange ventetider rammer både fanger, der har fået en endelig behandlingsdom, og fanger, som er blevet idømt surrogatvaretægt, det vil sige anbringelse på en psykiatrisk afdeling, indtil deres sag kommer for retten. Og ifølge Knud Christensen kan indlæggelsen blive kortvarig, når den endelig kommer. »De varetægtsfængslede bliver fyldt op med medicin, så de nogle gange hverken kan rokke med ørerne eller andet. Og så siger man på de psykiatriske afdelinger, at nu er han ikke længere sindssyg, og så kan han godt komme tilbage til fængslet. Det er stærkt frustrerende for os«, siger overlægen ved Københavns Fængsler. Planer på vej I HS er ledelsen opmærksom på de psykiatriske afdelingers pladsproblemer. Sundhedsfaglig direktør i HS, Lone de Neergaard, erkender, at det er HS's ansvar at skaffe flere pladser, og hun siger, at sygehusfællesskabet hen over sommeren vil lave en psykiatriplan for at løse problemet. »Vi er meget opmærksomme på, at der er et problem. Med redegørelsen har vi fået en beskrivelse af problemet, og så må vi se, hvordan vi løser det. Men det er ikke noget, vi lige kan ryste ud af ærmet«, siger Lone de Neergaard. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke taget stilling til, om han vil gå ind i sagen, men han har bedt HS og Amtsrådsforeningen om at redegøre for problemets omfang. Også kriminalforsorgen, som driver fængslerne, har sat en undersøgelse i værk for at få et billede af problemets størrelse, siger vicedirektør i kriminalforsorgen, Annette Esdorf. 'Dybt bekymrende' Imens sidder der fortsat sindssyge fanger i Københavns Fængsler. Det beklager Helle Hougaard fra Sct. Hans Hospital. »Jeg synes, det er dybt bekymrende. Det er vigtigt, at patienterne modtager den relevante psykiatriske behandling, og den kan man ikke modtage i et fængsel. Et fængselsmiljø er belastende«, siger hun. Hun henviser til, at fængslerne ikke har ansat det rigtige personale til at behandle de sindssyge fanger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























