Drop de mange mødefrie uger i skoleferierne og hold kortere sommerferie. Det forslag vil SF lægge på bordet, når Folketingets partier efter påske skal drøfte kritikken for lovsjusk. Den politiske sæsontravlhed op til jul og i foråret kunne undgås med flere møder i Folketinget, mener SF. »Folketingsåret er stadig tilrettelagt, som om vi alle sammen var bønder. Det er vi ikke, selv om det godt kan være, at vi opfører os sådan«, siger SF's gruppeformand Aage Frandsen. Forstår ikke mødefri uger Han forstår ikke, hvorfor Folketinget skal holde mødefri i skolernes efterårsferie, i vinterferien, i den tidligere Nordisk Råd-uge i uge 10 og fra grundlovsdag til første tirsdag i oktober. »Vi behøver vel ikke at stoppe grundlovsdag. Vi skal jo ikke hjem og hakke roer«, siger han. Debatten har været rejst før. Uden at det har ført til ændringer i Folketingets årsplan. Alligevel vil Aage Frandsen tage spørgsmålet op igen, når Folketingets udvalg for forretningsorden skal diskutere lovsjusk. Advokatrådet kritiserer Blandt andet på baggrund af en henvendelse fra Advokatrådet til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og Folketingets præsidium. Advokatrådet konstaterer, at »det tidsrum, skiftende regeringer overlader høringsparterne, bliver kortere og kortere«. »På det seneste har Advokatrådet været vidne til en yderligere forringelse af vilkårene for høringsparterne«, skriver rådets formand Jon Stokholm, som peger på, at en række lovforslag er blevet førstebehandlet i Folketinget, inden høringssvarene forelå. I strid med regler Det er i strid med de regler, Folketinget vedtog i 1999, for at forbedre lovkvaliteten. For det er langtfra første gang, der rejses kritik for lovsjusk. »Ikke på grund af mængden af lovforslag, men fordi vi ikke får høringssvar i tide«, siger Aage Frandsen. SF har bedt om at få lavet en opgørelse per 1. marts. Den viser, at indtil da var 18 ud af 64 lovforslag førstebehandlet, uden at høringssvarene forelå. »Det er naturligvis et problem. Men om der er tale om lovsjusk, kan man først afgøre, når der endeligt er trykket på de grønne og røde knapper«, siger Folketingets formand Ivar Hansen (V). Skyldes valget Han føler sig dog overbevist om, at problemerne skyldes valget, regeringsskiftet og regeringens 100 dages program, og at det hele igen vil køre efter bogen til efteråret. »Jeg er helt sikker. For det er alle partier enige om, og det har jeg et klart tilsagn fra statsministeren om«, siger Ivar Hansen. Men Socialdemokratiet fastholder, at 100 dages programmet og deraf følgende hastværk er »en selvskabt plage« og vil forbeholde sig ret til at afvise at behandle flere lovforslag uden høringssvar. »Det er jo ikke kun et spørgsmål om det faglige i Folketingets arbejde. Men det bliver sværere for andre at deltage i den politiske debat, og så bliver det danske demokrati altså for snævert«, siger gruppesekretær Pia Gjellerup (S). Ingen støtte fra S Hovedprincippet er, at høringssvar skal foreligge, inden en minister fremsætter et lovforslag, så indsigelser eventuelt kan indarbejdes allerede på det tidspunkt. Hverken Ivar Hansen eller Pia Gjellerup støtter SF's ønske om at revidere årsplanen. »Mødeplanen har vist sig at være relativt slidstærk. Men grundlovsdag er ikke hellig. Hvis vi ikke er færdige, fortsætter vi«, siger Ivar Hansen. Folketingsformanden mener også, at lovkvaliteten generelt er blevet forbedret efter de seneste års debat og initiativer for at undgå lovsjusk. Alligevel forventer de fleste, at der også i de kommende år i maj og december vil komme kritik af, at lovmøllen kværner for hurtigt. Avisarkiverne afslører, at det har været et fast indslag i den politiske debat i hvert fald siden 1979. »Helt slipper vi nok ikke for diskussionen, men jeg synes altså, at vi er blevet bedre«, siger Ivar Hansen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























