Antidepressiv medicin i form af de såkaldte lykkepiller har i et britisk laboratorieforsøg vist sig at blokere for kræftcellers evne til at 'begå selvmord'. Forsøget rejser det spørgsmål, om lykkepiller dermed er med til at stimulere væksten af kræftsvulster. Det er der imidlertid ikke en eneste undersøgelse af forekomsten af kræft i befolkningen, der tyder på. Modsatte danske resultater En stor dansk undersøgelse - den eneste af sin art i verden - viser tværtimod, at der ikke er flere kræfttilfælde blandt brugere af lykkepiller - mere korrekt kaldet SSRI-midler - end i befolkningen som helhed. Den danske undersøgelse kunne heller ikke finde nogen sammenhæng mellem de antidepressive SSRI-midler og udviklingen af svulsterne hos kræftpatienter. Varsom med paralleller »Man skal være meget varsom med at drage paralleller fra eksperimentelle forsøg med celler eller fra dyreforsøg til levende mennesker«, siger læge Susanne Oksbjerg Dalton, Kræftens Bekæmpelse, der sammen med forskere fra Ålborg og Århus står bag den store danske undersøgelse. Det siger også lederen af det britiske forskerhold, professor i immunologi ved Birmingham University John Gordon. Ikke grund til bekymring »Vi må understrege, at den viste virkning af SSRI på kræftceller er indirekte og ikke bør medføre nogen som helst bekymring hos de mange millioner mennesker verden over, som får ordineret denne type antidepressiv medicin«, siger han til avisen The Independent, som tirsdag omtalte forsøget. Han tilføjer, at det imidlertid er vigtigt at lede efter eventuelle bivirkninger ved medicin igen og igen. Hjernes kommunikation med immunsystemet Formålet med hans forsøg var at finde nye måder til behandling af lymfekræftknuder på ved at undersøge, hvordan hjernen kommunikerer med immunsystemet. Det viste sig, at de aktive stoffer i en række SSRI-midler blokerede for den evne, der ellers er hos stoffet serotonin til at trænge ind i kræftcellerne og beordre dem til at 'begå selvmord'. Serotonin er et naturligt forekommende stof i hjernen, som er afgørende for humøret, og det er det stof, der påvirkes af lykkepiller. Forsøget blev udført på kræftceller i et reagensglas, og var altså et rent laboratorieforsøg. Ingen sammenhæng Den danske undersøgelse er derimod en befolkningsundersøgelse, der omfattede 31.000 brugere af antidepressive midler i Nordjyllands Amt og sammenlignede forekomsten af kræft i denne gruppe med forekomsten i hele befolkningen. Det er den eneste undersøgelse, der inddrager alle former for kræft. Andre undersøgelser, der specielt har set på sammenhængen mellem antidepressive midler og brystkræft, er imidlertid kommet ud med samme resultat. »Det er altid vigtigt at holde øje med langtidsvirkninger af ny medicin. Men vi fandt intet, der tyder på nogen sammenhæng med forekomsten af kræft«, siger læge Susanne Oksbjerg Dalton, der er ved at skrive ph.d-afhandling om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem depressioner og kræft. Undersøgelsen fra Nordjylland, der blev offentliggjort for to år siden, er et led i afhandlingen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























