Problemerne med at få vidner til at forklare sig i retssagen mod Jørn Jønke Nielsen i Aalborg vokser. På sagens anden dag har et af politiets kronvidner fået lov at slippe for at afgive forklaring i retten på grund af psykiske mén. Fritagelsen gør det sværere for anklageren, politifuldmægtig Lotte Nielsen, at løfte bevisbyrden. De indkaldte vidner er stive af skræk og kan tilsyneladende ikke huske, hvad der skete den nat på værtshuset Robin, eller også har de ikke lyst til at forklare det til retten. Trampet og stuket ihjel Inden dommeren lod vidnet gå, skulle hun til retten give en fyldig begrundelse for, hvorfor hun ikke ville forklare retten om sine oplevelser fra den 12. august sidste år, hvor Flemming Jensen, der havde relationer til rockergruppen Bandidos, blev trampet og stukket ihjel under et blodigt opgør på værthust, der ligger i Aalborgs værtshusgade, Jomfru Ane Gade. Jønke er tiltalt for at have tildelt den liggende Flemming Jensen flere spark i ansigt og hoved. Standset af 'ubehagelige' typer Til retten forklarede vidnet, at hun siden episoden på værtshuset op til flere gange er blevet stoppet i byen, hvor 'ubehagelige' typer har mindet hende om, at hun skulle vidne i retten. »Jeg ved ikke, hvor de har hørt det fra, men når det sker, er det ligesom, det hele kommer op igen. Så bliver jeg virkelig bange og angst. Jeg har ikke sovet den sidste uge og har det bare ikke godt. Jeg mener ikke, at jeg kan være til nogen nytte«, sagde hun til retten. Hun har efter den 12. august modtaget både læge- og psykologhjælp og har i flere perioder været sygemeldt fra sit arbejde, fordi hun psykisk var brudt ned. Risiko for 'velfærdsforringelse' Anklageren forsøgte forgæves at få dommeren til at se bort fra vidnets tilstand og i stedet kigge på sagen. Men dommeren endte altså med at fritage vidnet under henvisning til risikoen for 'velfærdsforringelse'. Ifølge paragraf 171 i retsplejeloven har vidner ikke pligt til at vidne, hvis man derved udsættes for »straf eller tab af velfærd«. Men dommeren kom ikke nærmere ind på, om det drejede sig om kvindens psykiske velfærd - eller hendes fremtidige velfærd når hun færdes i bylivet i Aalborg fremover. Tidligere forklaring oplæst Dommeren gav dog lov til, at vidnets tidligere forklaring blev læst op i retten. Vidnet stod meget tæt på situationen og har forklaret, at hun tydeligt så Jønke trampe og stampe Flemming Jensen i hovedet. Ifølge vidnet kiggede Jønke op i loftet med et smil om munden, mens han sammen med en gruppe andre sparkede på den liggende Flemming Jensen. Herefter så Jønke hende ind i øjnene, smilede, trak på skuldrene og forlod Robin. Vidne ændrede forklaring Et af forsvarets vidner havde en noget anden forklaring, end dne hun gav overfor politiet efter den 12. august sidste år. Hun fortalte retten, at hun var sikker på, at Jønke havde trampet og sparket Flemming Jensen i ansigtet, mens denne lå ned. »Du må meget undskylde, men det har du altså ikke forklaret før. Nu har du givet to forskellige forklaringer, og så må der jo være noget af det, der er løgn. Har du direkte løjet, da du afgav disse forklaringer«, spurgte en højst overrasket og hidsig forsvarer, Jens Saabo, vidnet. »Nej, jeg har bare fortalt det, jeg kan huske. Og så har jeg haft lidt tid til at tænke over, hvad der egentlig skete den nat«, svarede vidnet i en nærmest undskyldende tone. Hun var ligesom de andre vidner tydelig nervøs, men havde altså mod nok til at fortælle, at hun den aften sidste år faktisk så Jønke trampe og sparke på Flemming Jensen. En retsmediciner var også indkaldt som vidne, og hun kunne ikke entydigt forklare Flemming Jensens overfladiske skrammer i hovedet. Dermed såede hun tvivl om, hvorvidt han overhovedet var blevet sparket eller trampet i ansigtet og på overkroppen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























