Domstole udsætter fyringsrunde

Lyt til artiklen

Domstolenes bestyrelse vil ikke uden videre begynde at afskedige i hundredvis af kontorfunktionærer, sådan som regeringen har lagt op til. Det har Domstolsstyrelsens bestyrelse meddelt på et møde i hovedsamarbejdsudvalget onsdag. Egentlig skal domstolene fyre godt 220 personer pr. 1. april, hvis regeringens krav om besparelser for 2003 og de følgende år skal gennemføres. Det skyldes, at de ansatte har seks måneders opsigelse, og at de desuden skal have en godtgørelse på tre måneders løn. Ikke i orden arbejdsretligt Men Domstolsstyrelsens bestyrelse med formanden højesteretsdommer Poul Søgaard i spidsen er slet ikke overbevist om, at det arbejdsretligt er i orden at effektuere afskedigelser på baggrund af en finanslov for 2003, som endnu ikke er vedtaget. »Vi er blevet orienteret om, at man vil afvente nogle nærmere undersøgelser, før man skrider til noget så drastisk som afskedigelser«, siger Else Dankau Christensen, formand for PDT, som organiserer tjenestemændene ved domstolene. Fornuftig udsættelse »Og det er en absolut fornuftig beslutning at udskyde det her, tilføjer Else Dankau Christensen. Regeringens krav om en besparelse på ni procent af lønsummen får meget drastiske konsekvenser for domstolene. Hver tredje skal ud Her kan dommerne ikke fyres. Resultatet er, at der i løbet af fire år skal fyres cirka 490 ud af de i alt cirka 1.500 HK'ere og tjenestemænd. Med andre ord: Hver tredje skal afskediges. Allerede den 1. april skulle 220 ansatte altså have den dårlige nyhed, hvis regeringens krav skulle efterleves, men i domstolene ønsker man ikke umiddelbart at makke ret. Undersøger vilkår for uberettiget fyring Formanden for PDT, Else Dankau Christensen, siger: »Hvis man begynder at fyre nærmest med spredehagl, kan man risikere, at nogle vil sige, at det er en uberettiget fyring, og at de senere vil stille med et erstatningskrav. Det er denne problemstilling, der nu skal undersøges. Jeg bakker fuldstændigt op om den orientering, som bestyrelsen i dag (onsdag) har givet hovedsamarbejdsudvalget«, siger Else Dankau Christensen. Samtidig har udvalget fået at vide, at besparelserne i år nok kan klares ved naturlig afgang. Uvidende politikere Kontorfolkene tror, at det store sparekrav egentlig bunder i politikernes uvidenhed. »Formentlig har man fra politisk hold slet ikke været opmærksom på, at man ved domstolene har en personalegruppe, som slet ikke kan fyres. Det håber vi på at få bearbejdet«, siger Else Dankau Christensen til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her