Familier frygter for fallit

Lyt til artiklen

Selv om byrådet i Farum i aftes tog et første historisk skridt i oprydningen af det økonomiske morads i kommunen og satte borgmester Peter Brixtofte (V) fra bestillingen, fjerner det ikke regningen til Farumborgerne. Den økonomiske skade er sket, og den kan end ikke Farums skyggeborgmester Paul Wachtell udbedre. Det gjorde han da heller ikke forsøg på i minutterne efter, at han med stemmerne 10-9 blev sat på posten som den, der skal forsøge at redde Farum fra fallitten. »Jeg skal lige sunde mig«, sagde han og ville ikke komme med konkrete bud på besparelser eller skattestigninger, før Indenrigsministeriet formelt har godkendt ham. Skattestigninger er der ingen vej udenom, og de kan ikke gennemføres, uden at tvinge adskillige Farumfamilier fra hus og hjem, vurderer to eksperter. »Der er ingen tvivl om, at der vil være familier i Farum, som tvinges til at sælge deres hus«, siger økonomisk rådgiver Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg. I Farums første forslag til genopretning stiger skatten med 1,3 procentpoint og grundskylden stiger fra 6 til 14 promille, og den kur - som koster en gennemsnitsfamilie med en pæn indkomst ekstra 8.271 kroner om året - slår ikke til i forhold til Indenrigsministeriets krav. Ekstraregningen kan snildt løbe op i det dobbelte. Stærkt bekymret »Jeg kan ikke holde ud at beskæftige mig med det, før jeg konkret ved, hvad det kommer til at betyde for mig. Men jeg er stærkt bekymret for, om jeg som enlig mor til tre børn kan blive siddende i mit hus«, siger Nanna Kappel fra Farum. Hendes bekymring deles af Kim Valentin: »De bebudede skattestigninger kan være katastrofale for småbørnsfamilier, der i forvejen sidder stramt i det. 8.000-16.000 kroner i et almindeligt husholdningsbudget er nok til at vælte læsset«, siger han. For en gennemsnitlig Farumfamilie med en årsindtægt på 743.000 kroner med normale fradrag vil en skattestiginng på blot et procentpoint betyde ekstra 5.271 kroner i kommuneskat, og med et hus til 1,8 millioner kroner vil stigningen i grundskyldspromillen fra 6 til 14 koste samme familie ekstra 3.000 kroner, viser beregninger, som chefanalytiker i Danske Bank Steen Bocian har lavet for Politiken. »Der er tale om et alvorlig indhug i en almindelig families budget - især fordi familierne ikke har kunnet forudse situationen og indrette deres økonomi efter det«, siger han. Farumborgere i stort tal - både for og imod Brixtofte - var i aftes mødt op ved rådhuset og befolkede balkonen for at overvære den historiske begivenhed. Selv om kommunens kollaps forplanter sig ud i de enkelte familier, trak den offentlige afklapsning af borgmesteren også medlidenhed blandt folket. »Han ryger, han er røget«, sagde en tilfreds og nydelig mand på balkonen til sin kone. Så fik han alligevel ondt af Brixtofte, der havde kameraerne helt oppe i næsen: »Gud, hvor må det være barskt«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her