Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) bevæger sig på 'tynd is', når han nu knæsætter et nyt princip for, hvor mange penge de danske elselskaber er værd. Beskyldningen kommer fra energiordfører Aase D. Madsen fra Dansk Folkeparti. Også oppositionens energiordførere har kvababbelser over, at regeringen opskriver værdien i landets elselskaber med ti milliarder kroner. En række kommuner kan sætte liv i papirpengene ved salg eller belåning af deres selskaber. »Den her sag vil gå over i historien som det store togrøveri i dansk politik«, siger Svend Auken (S). »Forbrugernes penge skal ikke bare frigives til tilfældige kommuner og amter«, siger Anne Grete Holmsgaard (SF). »Det er uforståeligt, at en minister, der ikke forsømmer en lejlighed til at prædike lavere elpriser, gør noget, der kommer til at øge elpriserne«, siger Martin Lidegaard (R) med henvisning til, at regningen altid skal betales af nogen. Oppositionen og Dansk Folkeparti er nervøs for juraen bag det udkast til bekendtgørelse, Bendt Bendtsen sendte ud i går. De er også betænkelige ved de økonomiske konsekvenser for samfundet, hvis kommunerne med kvikke salg bliver markant rigere. Aase D. Madsen opfordrer regeringen til at lave nogle solide samfundsøkonomiske analyser og en gennemarbejdet lov. Har du tillid til Bendt Bendtsen ? »Jeg siger 'tynd is'«, siger Aase D. Madsen. Dermed risikerer Bendt Bendtsen at få et flertal imod sig i en sag, der målt i 'uenighed om penge' er større end finansloven. Formelt er der tale om, at det politisk uafhængige Energitilsynet med udgangspunkt i NESA har fastsat et nyt princip for, hvordan man opgør de oprindelige værdier i elselskaberne. Resultatet er, at Gentofte Kommune kan beholde 1,7 mia. kr. ved et salg af NESA, og at ejerne af elværkerne samlet har vundet 10 mia. kr. Elbranchen mener, at de samlede værdier i landets godt 80 elselskaber bør vokse med ekstra 40 mia. kr. Kritikerne undrer sig over, at Energitilsynet pludselig mener præcis det samme som en særligt nedsat arbejdsgruppe bestående af, Kammeradvokaten, Energistyrelsen og regeringen. »De små nakkehår begynder at rejse sig«, siger Aase D. Madsen, der advarer mod en sammenblanding af interesser. Bendt Bendtsen fastholder over for Ritzau, at sagen er ren jura, og at den blot administrerer de regler, Svend Auken fik vedtaget. Oppositionen mener, at en omflytning af 10 mia. kr. er politik. For at holde liv i sagen har NESA-kunderne Svend Auken, Martin Lidegaard, Bodil Kornbek (KrF) og SF'eren Ole Sohn (Anne Grete Holmsgaard får el fra anden side) besluttet at anke Energitilsynets afgørelse til Energiklagenævnet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























