For at leve op til regeringens ordre om at luge ud i budgetterne forbereder kommunerne en konfrontation med skolerne for at spare penge. Flere elever i klasserne, lukning af skoler, mere undervisning for de samme penge og et opgør med lærernes arbejdstidsaftaler er nødvendige konsekvenser, når kommunerne skal overholde regeringens udgifts- og skattestop, mener Kommunernes Landsforening (KL). Skolebørn og lærere over hele landet mærker nu konsekvenserne af regeringens skattestop og hårde økonomiske styring af kommunerne, skriver Berlingske Tidende. Skoleudgifter mindskes med halv milliard Skoleudgifterne skal mindskes med en halv mia. kr. - og KL forudser, at sparekravene vil medføre konfrontationer med lærerne. »Når kommunerne bliver presset så hårdt på økonomien, må vi tage fat på skoleområdet, hvor udgifterne - også i forhold til det stigende elevtal - er skredet mest. Ved at tage fat på tjenestetidsaftalerne med lærerne kan vi godt få flere undervisningstimer. Men det vil kræve mod i kommunalbestyrelserne, som må gå hårdt til værks for at komme igennem«, siger KL's formand, Ejgil W. Rasmussen (V). Mere fokus på basale fag Han tror ikke, at kvaliteten i folkeskolen forringes, hvis lærerne må drosle ned på bl.a. skole-hjem-samarbejde til fordel for flere undervisningstimer. »Så kan skolerne fokusere mere på basale fag som matematik og dansk«, siger han. Vil give lærerflugt I Danmarks Lærerforening forudser formand for skolelederne, Jens Færk, at lærere vil flygte fra folkeskolen i endnu større hast end i dag. »Sparekravene er gift, fordi man sætter tommelskruer på en i forvejen hårdt presset lærergruppe. For at fastholde lærerne skal der ske en kvalitetsudvikling og en opprioritering af det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Børn skal opdrages til hele mennesker, men i stedet sætter man fejlagtigt lighedstegn mellem effektivitet og mere undervisning«, siger Jens Færk. Venstres uddannelsesordfører, Gitte Lillelund Bech, er betænkelig ved KL's oplæg til skolebesparelser. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) vil ikke kommentere KL's udspil. »Jeg vil ikke blande mig i, hvordan KL bruger overenskomsten med lærerne, men jeg vil gerne diskutere, hvordan vi giver kommunerne øgede frihedsgrader, så de kan bruge ressourcerne bedre«, siger Ulla Tørnæs.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























