International kritik af dansk fængselsforhold

Lyt til artiklen

Alt for mange danske fanger må gå i såkaldt frivillig isolation. Fængslerne gør ikke nok for at beskytte de svage fanger mod at få tæsk og blive truet af stærke fanger. Det fremgår af et talepapir fra Den Europæiske Torturforebyggelseskomité til det danske Justitsministerium, som Politiken har fået aktindsigt i. Uanmeldt besøg Komiteen var i slutningen af januar og begyndelsen af februar på uanmeldt besøg i de lukkede statsfængsler i Horsens og Vridsløselille samt Helsingør Arresthus. Komiteen siger, at »fangerne søger beskyttelse, men tilbydes isolation«. 'Problem med vold og intimidering' »Det relativt høje antal af fanger, som søger frivillig isolation for at blive beskyttet i Vridsløselille viser, at der er et problem med vold og intimidering for fangerne i dette fængsel. Delegationen blev også slået af antallet af fanger, som søgte frivillig isolation i Horsens«, siger komiteen og understreger, at fængslerne har pligt til at beskytte fangerne. Mange i frivillig isolation I Vridsløselille Statsfængsel gik 56 fanger i frivillig isolation i år 2000. I Horsens var det tilsvarende tal 120. Det skal sammenholdes med, at der er omtrent henholdsvis 190 og 160 fanger i de to fængsler i snit. Isolationen strækker sig ofte over måneder og halve år. Til sommer kommer komitéens rapport, som Kriminalforsorgen skal svare på. Ros til aktiviteter »Vi vil forklare, at vi allerede prøver at begrænse volden mellem de indsatte ved hjælp af rockerafdelinger og særligt beskyttede afdelinger«, siger direktør William Rentzmann. Til gengæld roser komitéen fritidsaktiviteterne i de danske fængsler og understreger, at man ikke har modtaget rapporter om, at fængselsbetjente mishandler fangerne. 'Mere tid uden for cellen' Komitéen kritiserer også, at de ikke isolerede varetægtsarrestanter bliver låst inde i deres celler i 21 timer i døgnet. Kriminalforsorgen bør »uden forsinkelse tage skridt til, at fangerne bliver tilbudt mere tid uden for cellen«. »Komitéen vil have, at fangerne skal ud af cellen otte timer i døgnet, men det er simpelthen urealistisk på grund af de pladsmæssige forhold. Sådan er det over hele Europa«, siger William Rentzmann. Tre år i isolation Endelig kalder komiteen det for uacceptabelt , at en fange har siddet i tvungen isolation i 3 år og fem måneder. Politiken har besøgt fangen, der i dag hedder Daniel Demoyck. Han er bedre kendt som storgangsteren Clark Olofsson. »Jeg er jo satans heldig, at jeg er, som jeg er. Jeg bliver ikke knækket af isolation, men bare mere og mere sur«, siger Clark Olofsson. Nati: Jeg er ikke en gris Efter torturkomitéens besøg har Kriminalforsorgen tilbudt Clark Olofsson samvær med flugtspecialisten Hans E. Nati, men det afviser Clark Olofsson blankt: »Jeg er ikke en gris, der skal føres ind i en fold«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her