Søvnproblemer, modløshed, koncentrationsbesvær og ondt i maven og hovedet. Det er dagligdag for mange af de børn og unge, der er kommet til Danmark som flygtninge uden ledsagelse af forældre eller andre slægtninge. Ifølge Dansk Røde Kors bliver børnene og de unge psykisk dårlige af at vente i lang tid på at få deres asylsag endelig afgjort. I sidste måned begik en 17-årig irakisk dreng selvmord på et af Røde Kors' asylcentre. Mange flere unge taler om det »Vi er bange for, at det smitter. Vi kan se en stigning i antallet af børn, der taler om at begå selvmord. De fleste kommer fra kulturer, hvor det slet ikke er almindeligt at begå selvmord som en løsningsmodel. Derfor bliver vi ekstra bekymret, når de unge begynder at tale om det«, siger psykolog Anne-Marie Sørensen fra Dansk Røde Kors. Hun mener, at den lange ventetid på asylcentrene nedbryder de unge. Sårbare og nemt modløse »De har i forvejen ikke særligt meget at stå imod med, fordi de har mistet kontakten til deres forældre. De er meget sårbare og bliver nemt modløse«, siger hun. Politiken kan i dag berette om en dreng, der kom alene hertil som 14-årig og måtte vente i næsten to år på at få besked om, hvorvidt han kunne få asyl. Ventetiden har gjort ham afhængig af nerve- og sovemedicin. Særlige frister for børn Hvert år søger omkring 300 børn og unge under 18 år til Danmark som flygtninge uden følgeskab af deres forældre eller andre slægtninge. Birgitte Ridderhaugen, der er leder af et Røde Kors- center i Gribskov for uledsagede flygtningebørn, foreslår, at Udlændingestyrelsen forpligter sig til at give børnene og de unge svar på deres asylansøgning inden for en bestemt periode. Hun anslår, at det ofte kan tage mellem et helt og halvandet år, før en asylsøger får sin sag helt færdigbehandlet. Forhindrer udvikling »Den lange og usikre ventetid forhindrer dem i at udvikle sig som normale mennesker. Men det ville hjælpe, hvis de vidste, at de inden den og den dato ville få besked«, siger hun. Men det forslag støtter underdirektør i Udlændingestyrelsen Anni Fode ikke. 'Umuligt' »Der kan være konkrete omstændigheder i en sag, der gør det umuligt at stille bestemte datoer op«, siger hun. Anni Fode afviser også kritikken af den lange ventetid. SF's flygtningeordfører, Anne Baastrup, mener imidlertid, det vil være en god idé med forpligtende datoer over for børn og unge, der kommer alene til Danmark. Hun vil indkalde ministeren til samråd. Bertel Haarder har ikke ønsket at kommentere kritikken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























