Håb om samling i Farum

Lyt til artiklen

Flasken suser stadig rundt på bordet i Farum som en vindmølle i orkan. Senest har flasken peget på Venstremanden Lars Carpens som den reserveborgmester, der skal afløse den omstridte Peter Brixtofte (V) i løbet af kort tid. Carpens er den fjerde i rækken af reserver, og officielt er han ikke selv kandidat. Faktisk meldte han mandag officielt fra, og derfor drejer flasken stadig et lille tag tilbage til weekendens kandidat Paul Wachtell fra Borgerlisten. Men oppositionen, der består af S, SF, den konservative viceborgmester og to frafaldne Venstre-mænd har ikke opgivet håbet. »Det eneste, vi håber, er, at Wachtell kan se lyset og få øje på, at Lars Carpens ville være det bedste bud, fordi han ville kunne samle hele byrådet. Både den store Venstregruppe og oppositionen«, siger SF's Helene Lund. »Carpens har den rette profil, fordi han tilhører Venstregruppen og er rimeligt uplettet, fordi han ikke var med i sidste byrådsperiode. Samtidig er han økonom og har tidligere vist evnen til at være kritisk over for Peter Brixtofte«, argumenterer Helene Lund, som dog ikke tror på et entydigt valg, før byrådet er samlet i morgen aften og skal stemme om suspensionen af Brixtofte og dermed også erstatningen for ham. Wachtell afviser kritik Selv viste Paul Wachtell mandag ikke takter til at ville trække sig og afviser fortsat kritikken af, at han svang sig fra oppositionens flertal over til Venstregruppen til gengæld for den midlertidige borgmesterstol. Mens kasketterne suser rundt i lokalet, skal Farums politikere i gang med at gennemgå budgetterne for at spare for at dække bare en lille del af det kæmpemæssige økonomiske hul i kommunens økonomi. Mandag aften var politikerne samlet til byrådsseminar, og på forhånd vil den konservative Per Edrén ikke komme med sine bud på spareforslag. »Det er vanskeligt, fordi vi faktisk ikke kender omfanget af det økonomiske problem. Derfor er det også umuligt at gøre sig forestillinger om, hvor meget vi skal spare«, siger han med henvisning til, at kommunen igen i dag skal stå skoleret i Indenrigsministeriet i forsøget på sammen med centraladministrationens embedsmænd at udarbejde en genopretningsplan for Farum. Trusler fra tilsynsråd Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har truet samtlige byrådsmedlemmer med dagbøder, hvis de ikke inden i dag svarer på rådets spørgsmål omkring deponeringen. Vanen tro havde Peter Brixtofte ladet sin advokat svare uden at spørge byrådet, og det gælder ikke. Derfor måtte byrådet mandag aften midt i deres budgetseminar lege ekstraordinært byrådsmøde for at godkende svaret - og undgå dagbøderne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her