Brixtofte: Regeringen må gå, hvis domstol støtter mig

Brixtofte ankommer tirsdag til Christiansborg for at fremlægge Farums økonomiske redningsplaner for indenrigsministeren. - Foto: Jens Dresling
Brixtofte ankommer tirsdag til Christiansborg for at fremlægge Farums økonomiske redningsplaner for indenrigsministeren. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Farums borgmester, Peter Brixtofte (V), kræver regeringens afgang, hvis en domstol på et senere tidspunkt fastslår, at en kommende suspension af borgmesteren er i strid med loven. »Man kan ikke bare afsætte en borgmester, fordi man ikke bryder sig om ham. Jeg har ikke brudt loven, og når en domstol når til samme konklusion, så må regeringen gå af. Det er helt klart«, siger Peter Brixtofte til Ritzau. Fogh afviser Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser Brixtoftes krav. »Nej, det (gå af, red.) vil jeg ikke, og grundloven er meget klar på det punkt. En regering sidder, indtil den har et flertal i Folketinget imod sig,« siger Fogh Rasmussen. Han fastslår, at Farum-sagen er alvorlig, men den er ikke så alvorlig, at regeringen vil gøre den til et kabinetsspørgsmål. Vil ikke kommentere kandidater Hvorvidt kravet om regeringens afgang skal føre til en eksklusion af Brixtofte fra Venstre er ikke en sag for Venstres top. Det er alene den lokale vælgerforening i Farum, der eventuelt kan tage stilling til Brixtoftes fremtid i partiet. Anders Fogh Rasmussen afviser desuden at kommentere kandidaterne til posten som fungerende borgmester i Farum. »Jeg kunne få vældig travlt, hvis jeg hver dag skulle kommentere nye borgmesterkandidater i Farum«, siger han. Storhedsvanvid Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, har en endnu kortere kommentar til Peter Brixtoftes krav om regeringens afgang. »Rend og hop«, siger Jens Rohde. »Dér taler en mand, som lider af storhedsvanvid. Vi kommer længere og længere ud. Man kan ikke forestille sig, at en hel regering skulle gå af på grund af Peter Brixtofte«, siger Jens Rohde. Suspension tirsdag Peter Brixtofte må efter alt at dømme erkende, at hans tid som borgmester får en foreløbig afslutning, når et flertal på et ekstraordinært byrådsmøde onsdag vil stemme for en suspension af den mangeårige bykonge. Det sker med henvisning til paragraf 66 i den kommunale styrelseslov, der siger, at et flertal kan afsætte borgmesteren, hvis han gentagne gange vægrer sig ved at udføre de opgaver, der bliver ham pålagt. Til bedømmelse hos Løkke Rasmussen Når byrådet har truffet sin afgørelse, skal sagen sendes til bedømmelse hos indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som ifølge Helene Lund (SF) forventes at stadfæste afgørelsen allerede torsdag. Herefter en domstol skal foretage en retslig vurdering af suspensionen. Afviser vægring Peter Brixtofte afviser konsekvent, at han har vægret sig ved at føre byrådets beslutninger ud i livet, og derfor anser han suspensionen som lovstridig. »Den paragraf kan slet ikke bruges i denne forbindelse. Jeg har aldrig nægtet at udføre nogle af de beslutninger, som byrådet har truffet. Det er brandulovligt at suspendere mig. Vi har haft en Tamilsag og alt muligt andet, og jeg tror ikke regeringen tør lave ulovligheder. Anders Fogh Rasmussen (V) har udtalt sig på regeringens vegne uden at se på sagen, og det skuffer mig utrolig meget. Men han skal så se frem til, at der kan komme en domstolsafgørelse, der genindsætter mig. Så er vi tilbage til Tamilsagen, og så må de gå af«, fastslår Peter Brixtofte. Klar til at pege på Wachtell Han nægter at se suspensionen i øjnene, før det er en realitet, men i det øjeblik flertallet fælder ham, er han klar til at pege på sin afløser i Paul Wachtell (Borgerlisten). Wachtell er i den besynderlige situation, at han på en og samme tid støtter en suspension af Brixtofte og er indstillet til borgmesterposten af Peter Brixtofte og de otte tilbageværende støtter i den decimerede Venstre-gruppe. »Vi peger et hundrede procent på Paul Wachtell, og sammen med ham har vi ti mand bag os og dermed et flertal«, siger Peter Brixtofte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her