Brixtofte pjækkede fra byrådet

Lyt til artiklen

Ulyst og træthed er ikke begrundelse nok til at blive væk fra et byrådsmøde, og det nytter heller ikke at hive skuffen med inhabilitet ud for at forklare fraværet. Reglerne for byrådsmedlemmernes mødepligt er ikke til at tage fejl af, og ved uden forvarsel at lade sin stol stå tom til Farums seneste byrådsmøde har borgmester Peter Brixtofte (V) overtrådt reglerne for sit borgerlige ombud. Det konstaterer jurist i Kommunernes Landsforening Christel Pedersen, som ikke vil tage stilling til Brixtoftes konkrete habilitet i forhold til de enkelte punkter på dagsordenen. Men generelt siger hun: »Et byrådsmedlem er inhabil, hvis vedkommende har en særlig, personlig interesse i en sag, som skal behandles. Men det er faktisk slet ikke byrådsmedlemmet selv, der kan afgøre spørgsmålet om habilitet. Det kan alene kommunalbestyrelsen, og derfor skal den måske-inhabile møde op og forelægge sagen eller forvarsle den i så god tid, at der kan indkaldes stedfortræder i tilfælde af inhabilitet«, siger hun. 'Pligtforsømmelse' De politiske modstandere i Farum er ikke i tvivl om, at Brixtoftes pludselige forfald til behandling af de otte punkter på dagsordenen er i strid med reglerne. »Pligtforsømmelse. Der er mødepligt i byrådet, og det er uskønt at se på, at farcen i Farum åbenbart fortsætter. Sådan kan man ikke forvalte sit hverv ved bare at blive væk, fordi det er slidsomt at møde et nyt flertal«, siger SF's Helene Lund. Hun tager afsæt i, at Brixtofte med sit fravær dermed undgik at sidde for bordenden til det første byrådsmøde, hvor hans flertal er væk. Socialdemokratiets Sabine Kirchmeier-Andersen udviser en smule mere forståelse, men er dog helt enig i at fordømme pjækkeriet. »Han kunne nok ikke mere, men det nytter ikke noget at stikke halen mellem benene, så må han sige, han er syg. Jeg forstår det rent menneskeligt, hvis han er træt, men havde han sagt, at han var syg, havde alle accepteret det«, siger hun. Inhabilitet Selv har Brixtofte ikke givet anden forklaring end påstanden om inhabilitet, og formand for Venstres gruppe i Farum Byråd Mogens Hovgård ved ikke meget mere om Brixtoftes bevæggrunde. Han havde ikke fået noget at vide på forhånd. »Der var et par tunge punkter om kommunens forvaltning, hvor man nok kunne diskutere hans habilitet, og resten var mindre punkter, der ikke tog ret længe, det har nok også spillet ind i hans overvejelser«, siger Hovgård, med henvisning til at byrådet blandt andet skulle beslutte at hidkalde konsulenter fra Kommunernes Landsforening til at overvåge lovligheden af den administrative og politiske hverdag i Farum. Hovgård medgiver, at en plads i byrådet er borgerligt ombud, men han vil gerne nedtone sagen: »Det er højst usædvanligt, men jeg har ikke set den store dramatik i det, eller nogen form for demonstration for den sags skyld«, siger han. Man skal jo ikke selv tage stilling til habilitet? »Det har nu været vores praksis i mange år, så det er ikke så usædvanligt«. Vil du som gruppeformand indskærpe, at han skal huske at komme? »Det ved han bedre end nogen andre, så det tror jeg ikke, der er behov for«. Ud over beslutningen om at søge hjælp hos KL gik Brixtofte glip af byrådets beslutning om at anke tilsynsrådets afgørelse om, at kommunen skal deponere adskillige hundrede millioner kroner for byggeriet af Farum Park og Farum Arena. Plus punkterne om trafiktælling og elbesparende foranstaltninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her